Kan man komme frem på at skildre det almindelige liv?

2016-06-05 16.04.03

Vipperne er mine helt egne, jeg skal nok på et senere tidspunkt skrive, hvordan de er blevet så lange ;-)

 

 

 

Kan man komme frem på at skildre det almindelige liv? Det er det spørgsmål, jeg stiller mig selv og jer med denne blog. For jeg er blot en helt almindelig 26-årig kvinde, der ældes med årene – som normale mennesker gør det – som her har valgt at skildre min hverdag, tage bladet for munden, og indvie jer i mit liv. Jeg ved godt, at for at det skal blive mere spændende, så er jeg nødt til at skrive et nyt indlæg sådan cirka hver dag, men er det overhovedet muligt at komme frem i denne digitale verden, hvor det flyder med blogs, når man “kun” kan skildre det normale liv? For jeg er ingen kendis, jeg er ikke rig med mulighed for at købe fans, jeg har ingen intentioner om at smide tøjet for at få opmærksomhed, og jeg lever ikke et eller andet megaspecielt/sundt liv, hvor jeg har mulighed for at dele ud af slankeråd, for svesken på disken, så skal jeg ikke tabe mig, da jeg er lille i forvejen, men jeg vil da gerne leve sundt, hvilket jeg også forsøger at gøre (bortset fra når min kæreste og jeg kommer til at gå amok i bland-selv-slikbutikker eller i kageharem 😉 )

Så dette kan altså på en eller anden måde ses som en form for eksperiment for at se, om man kan komme frem som blogger uden at være noget specielt, men blot er en person der ønsker at tage jer danskere med ind under huden i en almindelig hverdag, og hvor der ikke vil blive lagt fingre imellem (hvis jeg har lyst til at skrive om mit skræv, menstruation eller blot mit triste som gode humør, jamen så gør jeg det, og på ærligste vis (dog uden at fornærme nogen, for sådan er jeg heller ikke)).

Men helt så kedelig er jeg måske heller ikke… Jeg er blevet mobbet hele mit liv, jeg har bygget et nedbrudt selvværd op igen, jeg har levet hele mit liv med et handicap, der er så normalt for mig, at jeg efterhånden synes at det “normale” er forkert, for jeg er jo vant til, at det forkerte er normalt, jeg er komiker, og så har jeg som 26-årig fået min første kæreste, og skal til at vænne mig til det (men jeg elsker det heldigvis <3)

Så velkommen til mit liv, og velkommen helt ind under huden!

/Natacha (mere…)

Når lækkert godt kan være sundt

Selvom jeg er undervægtig, og rent faktisk kæmper en kamp for at tage på (nej, det er ikke altid sjovt at være tynd, men mere om det en anden dag), så har jeg ikke lydt til at fylde min krop med unødig sukker og fløde… Jeg vil gerne tage på, men samtidig leve sundt, og da min kæreste samtidig er på kur, så ser jeg det som den oplagte mulighed selv at lave vores sommeris, og så er de nemme at lave og smager skønt og friskt!

 

Opskriften er rigtig simpel, så I får den lige her (jeg svinger lidt mellem at bruge frosne og friske hindbær og jordbær: Hvis I vælger at bruge frosne bær, så er det vigtigt at I skolder dem i kogende vand inden brug, ellers risikerer I kaskader af mylderbæ, og det er ærligt talt ikke så behageligt):

Du skal bruge (jeg kører på gefühlen):

  • en god portion jordbær
  • en god portion hindbær
  • ½-1 banan
  • 2 nektariner
  • saft fra 2 appelsiner
  • 2 spk. stevia
  • isforme

Fremgangsmåden er egentlig rigtig simpel, da alle ingredienserne bare proppes i blender, der bliver sat til at køre i et minuts tid, til det hele er godt og grundigt smadret. Herefter hældes massen bare i isformene, der lukkes og proppes i fryseren, og så har man simpelthen de lækreste, sundeste is (smagen kan jo variere alt efter hvilke frugter man kommer i, jeg tror at jeg næste gang vil forsøge mig med en gul variant 🙂 )

God fornøjelse!

2016-06-18 17.58.38 2016-06-18 18.02.33 2016-06-18 18.00.07 2016-06-26 17.03.21

It’s Fashion Baby

Jeg har aldrig oplevet det at være velhavende, da jeg er vokset op med to forældre, der tjente en gennemsnitlig løn, og derfor fik jeg ikke bare hvad jeg pegede på. Jeg har en søster, og mine forældre var derfor nødt til at skabe ligevægt mellem hvad de forærede hende og hvad de forærede mig, samtidig med at de skulle få deres økonomi til at løbe rundt. Dermed ikke sagt at jeg har manglet noget, for det har jeg bestemt ikke, jeg har altid følt mig ret privilegeret på det materialistiske punkt, men uden at det på nogen måde har været overdådigt.

Da jeg for snart syv år siden flyttede hjemmefra, fordi jeg var startet på universitetet i København, fik jeg virkelig øjnene op for økonomi, og fandt ud af, hvad det ville sige at være økonomisk ansvarlig og økonomisk uansvarlig. Som indkomst havde jeg i alle mine studieår min SU, men hvis vi skal lægge hovedet på bloggen [blokken], så er det svært at få ens økonomi til at løbe rundt, når man har en husleje på knap 4500,- om måneden og en SU på 5300,- om måneden. Man skal ikke være en matematisk nørd for at kunne se, at det er meget lidt penge til en selv hver måned. Derfor har jeg gennem hele min studietid mestret mellem 2 og 5 jobs samtidig, for at få følelsen af, at jeg havde råd til at leve.

Fordi jeg i seks år har levet på et minimum, er jeg den dag i dag stadig i stand til at leve på et minimum. Som den kvinde jeg er, har jeg et enormt shoppegen, hvilket bl.a. kommer til udtryk i mine mindst 30 par sko og bunkevis af tøj, og jeg kan jo ikke få nok. Jeg elsker at shoppe, og ved næsten ikke hvad jeg ville gøre, hvis jeg ikke havde råd (jo, jeg ville selvfølgelig shoppe mindre, men hold nu kæft, det ville være svært!), men jeg synes bestemt ikke at økonomi skal være en forhindring, for jeg bliver glad for at shoppe, så selvfølgelig skal jeg da det! 😉

Hvordan klarer jeg så den? Jo, jeg shopper da bare i de billigere butikker. Jeg ser absolut ingen grund til at gå i de dyre tøj- og skobutikker, når man kan få næsten de samme varer i f.eks. H&M, Vero Moda og Deichmann.
Jeg har eksempelvis lige forsynet min skosamling med et nyt par sommersko, som jeg har købt i Deichmann for den nette sum af 149,- 😀

 

2016-06-08 16.58.28-1 2016-06-14 17.16.54-1 (mere…)

Klokken er 23:18, og jeg sidder her, mutters alene i min kærestes sofa, og er ved at nedlægge en portion grovvalsede havregryn med skummetmælk og ekstrameget sukker, da jeg egentlig mest af alt spiser havregryn for den knasende effekt. Jeg ved godt, at det ikke er den sundeste aftensnack, men jeg var simpelthen ved at dø af sult, og det var umiddelbart det eneste, jeg kunne finde i hans køkken. Hvordan kan man have et køkken, der er tomt for mad? Og hvorfor har jeg ikke selv købt ind, så jeg kunne blive ordentligt mæt af min aftensmad? Jeg kunne også bare have købt en aftensnack, men det gjorde jeg selvfølgelig heller ikke… Jeg købte en Magnum, til billige 12,- i Fakta (hvorfor har isene været så billige de sidste to år? Ikke at det er et problem, jeg undres bare lidt), men den kom jeg til at spise inden min aftensmad – der kan man jo så diskutere hvor intelligent det lige var.
Egentlig har jeg bevidst undgået at købe usunde ting, da min kæreste er på kur (jeg er ikke, jeg er nemlig undervægtig og på opfedningskur uden held), så jeg har ikke lyst til at sidde foran ham og køre sukkersager ned i lange baner, men svesken på disken, nu da han alligevel ikke er hjemme, så ærgrer det mig da en anelse, at jeg fyldte min Fakta-kurv med nektariner og appelsiner og ikke chokolade, for jeg kunne virkelig godt kværne en plade RitterSport lige nu. Og der skal jeg da ærligt indrømme: Når man har en gigantisk trang til chokolade, så rækker kølige nektariner ingen vegne.
Hvad kan man så lære af det? Hvis du inderst inde har lyst til chokolade, så køb det, for der er ingenting der kan erstatte den trang 😉

 

Sov godt

Det deprimerende sind

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan jeg kan vågne op, og så bare være i dårligt humør, som en eller anden “bivirkning” til det at være arbejdsløs (eller jobsøgende, som jo egentlig er et pænere og mere positivt ord), for det er, svesken på disken, ikke bare lutter lagkage.
Efter det er blevet sommer, har der egentlig være længere og længere imellem de dårlige dage, men de har nu alligevel en vis tendens til at vise deres grimme fjæs og ødelægge enhver dag… I morges var sådan en dag…
Jeg var faktisk i et ganske fint humør da jeg vågnede, men der gik ikke mere end 10 minutter, så hang jeg med næbbet, som man siger. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det, det hele kan bare ramle lige pludselig, og så har jeg mest af alt bare lyst til at kravle tilbage under min dyne, og blive liggende der hele dagen. Det er desværre ikke muligt, hvor deprimeret man end føler sig, så er man jo nødt til at stå op, og udføre dagens gode gerning, men det kan godt nok være svært.
Jeg kunne mærke, da jeg havde surmulet lidt, og bare siddet en times tid uden at sige noget, at jeg havde en ekstrem trang til kys og kærlighed. Jeg havde behov for bare at sidde hele dagen og kramme min kæreste… Det kunne bare heller ikke lade sig gøre, for han har jo også et liv udover mig, og da han er elite-golfspiller bruger han relativt meget tid på det (hvilket jeg selvfølgelig respekterer og accepterer til fulde, han bakker også mig op, når det kommer til stand-up), så han måtte afsted til golfbanen igen i dag.

Som sagt kan jeg ikke bare være sur og lade stå til, jeg er nødt til at foretage mig noget for ikke at gå helt i stå, så i dag har dagen stået på indkøb til en sund og lækker aftensmad (jeg føler mig sommetider som lidt af en hausfrau, der bare står klar med maden, når manden kommer hjem, og jeg kan faktisk godt lide det), jeg har lavet sund bananis (opskrift og billeder kommer på bloggen senere), jeg har ryddet lidt op, og så har jeg set Inside Out! En fantastisk film hvis I spørger mig 🙂 Jeg har nogle lidt mærkelige forældre, som forbød mig at se tegne- og animationsfilm da jeg var yngre, derfor er jeg ikke til den slags film, og kan f.eks. ikke bare sætte mig ned og se en Disney-film, men lige præcis Inside Out har fundet vej til mit fordærvede sind, og når man hænger lidt med hovedet, så er det jo faktisk et ret godt valg af film.

 

image (1)

Opråb: Når man stadig er en lille pige indeni…

Jeg ved ikke, hvem der læser med her, men med dette indlæg vil jeg egentlig gerne nå ud til forældre… Især fraskilte forældre.

 

Da jeg var 7 år, blev mine forældre skilt for første gang: Jeg husker at det var hårdt, for man drømmer jo altid om, at ens forældre er sammen, og i mange henseender er det også det bedste for de implicerede børn. Men mine forældre kunne altså ikke finde ud af det, og blev derfor skilt.
Det var en meget “fin” skilsmisse, de forlod hinanden i fred og fordragelighed, og aldrig opdagede jeg, at de talte grimt om hinanden. De accepterede og respekterede hinanden, og min søster og jeg glædede os altid til at skulle hjem til dem. Efter et år skete det, som alle børn drømmer om, nemlig at mine forældre fandt sammen igen. Jeg var lykkelig, det var jo nærmest ligesom at være med i en eller anden film. For at starte på en frisk, sådan VIRKELIG frisk, valgte mine forældre at flytte væk fra den by jeg var vokset op i, væk fra min skole og væk fra alle mine veninder… Det var måske ikke den smarteste beslutning, for det var ekstremt hårdt for mig i det lange løb, men det reddede deres ægteskab, og når det kommer til en helt familie, er det jo det der tæller… Det var bedre at tage hensyn til fire personer frem for én.

 

I den nye by gik livet sin gode gang, vi var alle glade, teenageårene satte selvfølgelig deres præg, som de nu engang gør, men alt i alt var det nogle glade og gode år. 10 år efter mine forældre havde fundet sammen igen, begyndte det dog at gå ned ad bakke, og det var tydeligt at mærke, hvordan ingen af dem sådan rigtig gad den anden. Dette stod på i to år, to år hvor jeg næsten månedligt fik at vide, at nu skulle de altså skilles, men dagen efter blev det dog afblæst. På min 20-års fødselsdag flyttede jeg hjemmefra, og det var lidt som om, at det var det sidste strå… I hvert fald gik der kun lidt over et halvt år, og så blev de skilt… Denne gang skulle det desværre ikke vise sig at være en god skilsmisse. Mine forældre hadede nemlig hinanden, og gør det i den grad stadig, der er ikke “bare” tale om en lille smule “jeg kan ikke lide den anden”, der er tale om decideret had, og det gør sgu ondt! De taler rigtig grimt om hinanden, prøver at få mig til at hade den anden, og afstøde dette familiemedlem (både min far og min mor), og så kan de ikke være i lokale sammen… Jeg har flere gange stået i den situation, at jeg har måttet vælge mellem mine forældre, og det er bestemt ikke noget jeg har lyst til, men nødvendigt. Umiddelbart har jeg primært fravalgt min mor, hvor ondt det end er, men som oftest er det hende, der har et problem med at være i selskab med min far, og i min verden, så betyder det, at hun afskriver sig selv ved at være den besværlige… På den anden side, hvilket jeg umiddelbart ikke har haft med i mine overvejelser, så plejer min far ikke at tale særligt pænt til hende eller om hendes nye mand, men det burde stadig ikke afholde hende fra at være sammen med hendes mand. Jeg har adskillige gange sagt til mit far, at han ikke skal være et svin overfor min mor og hendes nye mand, og slet ikke når han taler direkte til dem… Jeg har sågar haft fat i min farmor, og bedt hende om at tale et par alvorsord med hende, men det er som om, at han ikke rigtig tager det til sig.

Her står jeg altså, som 26-årig, og føler mig som et barn igen, når jeg skal takle mine forældres skilsmisse, som simpelthen er noget af det værste. Jeg står lige imellem dem, og agerer skydeskive; jeg er den de kan fortælle deres grimme tanker om den anden til, og det er fandeme ikke sjovt. Det er mest min far der gør der, min mor har efterhånden forstået, at jeg ikke har lyst til at lægge ører til, men min far har altså lidt sværere ved at forstå og acceptere det. Så selvom jeg er et voksent og selvstændigt menneske, så har jeg den der lille pige inde i mig, der bare skriger på, at mine forældre kan tage sig sammen, og acceptere, at deres situation nu engang er som den er. De er nødt til at forstå, at selvom man er voksen, så er en skilsmisse ikke sjov, og det er slet ikke sjovt at se, hvordan to mennesker der har elsket hinanden i mange år, pludselig hader hinanden mere en pesten, og ikke viser den respekt for deres børn, som det er, ikke at tale grimt om den anden, og prøve at udkonkurrere hinanden.
Så til alle jer forældre der enten allerede er skilt, eller som ligger i skilsmisse, tænk jer om, og tænk på jeres børn, for uanset hvor gammel man er, så gør det ondt at se, hvordan I hader hinanden, det gør ondt at vælge side, og det gør ondt at skulle stå som syndebukken midt i krigen.

 

/Natacha

 

Living in a box

Under huden…

Nu bliver jeg lige hudløs ærlig: Jeg blev i september sidste år færdiguddannet som gymnasielærer i dansk og engelsk. Da jeg tilbage i 2009 blev student og søgte ind på Københavns Universitet, forestillede jeg mig, at jeg efter endt uddannelse ville finde et job med det samme, og mit liv ville bare køre på skinner (altså ikke i bogstaveligste forstand, det er klart), men sådan skulle det bare ikke være. Jeg fik godt nok et job efter min uddannelse, et lærervikariat som folkeskolelærer, men det varede kun i fire måneder, hvilket betød, at jeg pr. 1. januar i år stod uden et job. Nogle vil måske se det som meget rart ikke at skulle stresse op hver dag, og se det som den oplagte mulighed for at slappe af… Og bevares, jeg nød da også den første uges fri, jeg kunne nyde tiden med min kæreste, det er jo altid dejligt, men derefter så ramte virkeligheden mig altså også, som et spadeslag lige i ansigtet! Fra jeg var fem år gammel, til jeg blev færdiguddannet som 26-årig, har jeg gået i skole non-stop uden pauser… De sidste syv år har jeg endda haft op til fire jobs ad gangen, både for at få en god økonomi, men også for at have noget at rive i, da jeg ikke er typen, der kan slappe af. Pludselig stod jeg der, næsten nyligt færdiguddannet, vant til at lave en masse, men nu uden noget at stå op til udover min kæreste. Hvordan i alverden skulle jeg gribe fat om problemet?

Jeg er begyndt at gå til møder i min A-kasse og mit jobcenter, som man jo skal, når man modtager dagpenge, og jo jeg kom da udenfor, jeg fik set nogle ægte mennesker, andre end dem der figurerer på mit TV, men hvor demotiverende er det ikke lige, når man ved, at man ved disse møder sidder sammen med en masse akademikere, der alle er på jagt efter det samme job som dig?
Jeg er begyndt at tage en masse ligegyldige kurser, bare for at få nogle kompetencer, jeg kan proppe på mit CV, og selvfølgelig er det da rart med videreudvikling af ens viden, men svesken på disken så ville sgu heller have et kursus jeg kunne bruge til noget… Eller endnu bedre: et JOB.

Det værste ved den her jobsøgende tilstand mit liv pt. er tilskrevet, er, at mit humør simpelthen er ukontrollerbart. Jeg har altid været i fuld kontrol over mit liv og mine tanker, og har været i stand til at styre mit humør, der som oftest har været godt, at jeg egentlig er en meget optimistisk person, men det kan jeg ikke mere, og det er svært…
Jeg kan godt vågne op, og så bare være i det dårligste humør nogensinde, og så rent faktisk være i tvivl om, hvordan jeg skal komme igennem dagen. Jeg kan gå glad i seng, og når jeg så vågner op den næste dag, så har jeg mest af alt bare lyst til at sætte mig ned og stortude… og jeg aner ikke hvorfor… Det er det værste af det hele, for én ting er, hvis man ved, hvorfor man er ked af det, noget andet er, hvis man ikke kan sætte en finger på det, for hvordan skal man blive i bedre humør?
Det værste af det hele er, at det jo går ud over menneskerne omkring mig: Jeg kan høre på mine forældre, hvis jeg snakker med dem på en dårlig da, at de bliver bekymrede for mig, min far er endda begyndt at tilbyde mig, at jeg kan komme på ferie hos ham, bare for at komme væk fra min monotone dage, der består af at søge job, og tage til møder i jobcentret… Det går også ud over min kæreste, og det er det jeg er mest ked af, for jeg kan virkelig opføre mig som lidt af en kælling: Ikke at jeg er et svin overfor ham, for det er jeg ikke, men jeg virker sur, og kan gå en hel dag uden rigtig at sige noget, og det fortjener han altså ikke, for han er sgu altid så sød ved mig.

Jeg ved vitterligt ikke, hvad jeg kan gøre, for at komme ordentligt igennem disse dage, men jeg jagter en metode! Oplever I, at I kan vågne en morgen, og så bare være i dårligt/deprimeret humør, fra I slår øjnene op?

image

Når det umulige valg er dit

Håndstand

 

Jeg er gået i tænketank, altså ikke sådan fysisk, men mentalt, og overvejede lidt, om man kunne lade tankerne falde ned i hjernen, hvis jeg stod på hovedet i processen… Der kan jeg så afsløre, at det ikke er tilfældet, det eneste det resulterer i, er, at al ens blod løber til hovedet, så når man rejser sig op igen, er man pænt svimmel, men til gengæld sidder håret godt 😉

 

Mit dilemma går i en ret seriøs retning, for det er sådan, at tre kvinder i min familie, min mor, min faster og min farmor har haft brystkræft i alt tre gange… Det i sig selv er ikke et dilemma, det er blot fakta. Det der gør at jeg er i vildrede, er, at jeg er blevet tilbudt at blive gentestet for at se, om jeg har anlæg til brystkræft, og jeg ved virkelig ikke om jeg skal sige ja? I min verden føler jeg mig allerede disponeret, fordi så mange kvinder i min familie har været ramt, men det kan blot være en tilfældighed at de har fået det, og ikke nødvendigvis noget genetisk. Min mor er blevet testet, og her blev det afvist at være genetisk, jeg kan altså ikke arve det fra hende.

Fordelen ved at blive testet er, hvis det er et negativt svar, og jeg altså er bærer af kræftgenet, så kan jeg blive scannet årligt, hvorimod det ikke er en mulighed hvis jeg ikke bliver testet.
Man kan selvfølgelig sige at det er en lille ting at blive testet, det er jo kun en blodprøve, og hvis svaret er godt, og jeg ikke er bærer af genet, jamen så kan jeg bare slappe af 🙂 Men hvad så hvis jeg finder ud af, at jeg er bærer af genet? Vil jeg så nogensinde have sjælefred? Jeg er i forvejen meget paranoid, og føler at jeg mærker knuder over det hele, men ville dette eskalere, hvis jeg fandt ud af, at jeg har genet? Jeg er virkelig meget i tvivl om hvad jeg skal gøre, for på den ene side vil jeg jo gerne testes, så jeg kan blive tjekket årligt, hvis jeg er bærer af genet, på den anden side så frygter jeg, at jeg vil blive endnu mere bange for at få kræft end jeg er i forvejen..

Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre… Hvad ville du gøre?

En snert af Danmark!

I går aftes var jeg sammen med en veninde: Vi har kendt hinanden i 24 år, og har vist hvad man kan kalde et bundsolidt forhold.
Vi startede vores aften på Sticks ‘n Sushi på Istedgade – et rigtig hyggeligt sted i øvrigt, dog ualmindeligt varmt – hvor vi fik en lækker laksetatar til forret, og så lidt sushi og en alt-godt-fra-havet-salat. Selvom det var en helt almindelig onsdag, og jeg skulle op og på arbejde tidligt i morges, så skulle vi selvfølgelig have cocktails, det var vel en ladies night out 😉

 

IMG_5901

 

Efter vores succesfulde aftensmåltid drog vi til Bremen teater, da vi havde købt billetter til Jonatan Spangs Danmark, et eminent stand-up show, der vrider Danmark godt og grundigt rundt, genial satire, helt klart noget som alle, især Danmarks politikere, burde se! Det var tredje gang jeg så showet, men første gang jeg så det færdige show (jeg har set det i forbindelse med mit arbejde på et teater og bekendtskab med Jonatan), men det var absolut ikke ensbetydende med at jeg var mindre underholdt, jeg kan ikke huske hvornår jeg har grinet så meget! Så har man tiden til det, så burde man virkelig tage ind at se det, om ikke på Bremen, så et eller andet sted i Danmark! De anmeldelser showet har fået er under alle omstændigheder velfortjente! 🙂

 

Jeg havde til anledningen købt en ny trøje i Morrison i Frederiksberg Centret, men på grund af en petite krop (det lyder bedre end tynde!) kunne jeg bruge trøjen som kjole.

IMG_5884

IMG_5896

En komikers jul!

ZCF2015

Når man er komiker findes der en højtid der ligger udenfor julen og de andre religiøse højtider, nemlig ZULU Comedy Festival! Det er nærmest det samme som 11 dage med jul, 11 dage hvor det ene stand-up show efter det andet finder sted, det er herligt!

Siden jeg debuterede som komiker sidste år, har jeg brugt mange af mine vågne timer (og sovende) på at lave jokes, og forsøge at forbedre mine i forvejen eksisterende jokes, og kan, hvis jeg selv skal sige det, allerede nu mærke en stor fremgang.
Det svære ved at være komiker er at man fra allerede fra sin debut af er komiker, det er ikke noget, der kommer hen ad vejen, det er lige på og hårdt, og man er nødt til at være på, hvis man vil opnå noget og komme frem i stand-up verden. Det skønne ved komikere er at de er nogle gode og hjælpsomme mennesker, der nok skal hjælpe og gøre plads til en, hvilket gør processen en hel del lettere, men som sagt, det er lige på og hårdt, og om at hænge i.

Ved dette års Comedy Festival er jeg ikke en del af nogen shows, men agter at deltage i så mange open mics som muligt, den første allerede i morgen aften, det bliver herligt! Hver aften, alle dage, er der late night open mic på Huset i Magstræde, hvor komikerne, efterhånden som aftenen skrider frem, bliver fuldere og fuldere, det er virkelig en fest. Man kan lidt kalde ZCF for komikernes Roskilde Festival, det er 11 dages fest og druk, det bliver herligt, det bliver trættende! 🙂

Vi ses til ZULU Comedy Festival 2015!!!

 Seneste plus
 
12Næste ›
x