Under huden…

Nu bliver jeg lige hudløs ærlig: Jeg blev i september sidste år færdiguddannet som gymnasielærer i dansk og engelsk. Da jeg tilbage i 2009 blev student og søgte ind på Københavns Universitet, forestillede jeg mig, at jeg efter endt uddannelse ville finde et job med det samme, og mit liv ville bare køre på skinner (altså ikke i bogstaveligste forstand, det er klart), men sådan skulle det bare ikke være. Jeg fik godt nok et job efter min uddannelse, et lærervikariat som folkeskolelærer, men det varede kun i fire måneder, hvilket betød, at jeg pr. 1. januar i år stod uden et job. Nogle vil måske se det som meget rart ikke at skulle stresse op hver dag, og se det som den oplagte mulighed for at slappe af… Og bevares, jeg nød da også den første uges fri, jeg kunne nyde tiden med min kæreste, det er jo altid dejligt, men derefter så ramte virkeligheden mig altså også, som et spadeslag lige i ansigtet! Fra jeg var fem år gammel, til jeg blev færdiguddannet som 26-årig, har jeg gået i skole non-stop uden pauser… De sidste syv år har jeg endda haft op til fire jobs ad gangen, både for at få en god økonomi, men også for at have noget at rive i, da jeg ikke er typen, der kan slappe af. Pludselig stod jeg der, næsten nyligt færdiguddannet, vant til at lave en masse, men nu uden noget at stå op til udover min kæreste. Hvordan i alverden skulle jeg gribe fat om problemet?

Jeg er begyndt at gå til møder i min A-kasse og mit jobcenter, som man jo skal, når man modtager dagpenge, og jo jeg kom da udenfor, jeg fik set nogle ægte mennesker, andre end dem der figurerer på mit TV, men hvor demotiverende er det ikke lige, når man ved, at man ved disse møder sidder sammen med en masse akademikere, der alle er på jagt efter det samme job som dig?
Jeg er begyndt at tage en masse ligegyldige kurser, bare for at få nogle kompetencer, jeg kan proppe på mit CV, og selvfølgelig er det da rart med videreudvikling af ens viden, men svesken på disken så ville sgu heller have et kursus jeg kunne bruge til noget… Eller endnu bedre: et JOB.

Det værste ved den her jobsøgende tilstand mit liv pt. er tilskrevet, er, at mit humør simpelthen er ukontrollerbart. Jeg har altid været i fuld kontrol over mit liv og mine tanker, og har været i stand til at styre mit humør, der som oftest har været godt, at jeg egentlig er en meget optimistisk person, men det kan jeg ikke mere, og det er svært…
Jeg kan godt vågne op, og så bare være i det dårligste humør nogensinde, og så rent faktisk være i tvivl om, hvordan jeg skal komme igennem dagen. Jeg kan gå glad i seng, og når jeg så vågner op den næste dag, så har jeg mest af alt bare lyst til at sætte mig ned og stortude… og jeg aner ikke hvorfor… Det er det værste af det hele, for én ting er, hvis man ved, hvorfor man er ked af det, noget andet er, hvis man ikke kan sætte en finger på det, for hvordan skal man blive i bedre humør?
Det værste af det hele er, at det jo går ud over menneskerne omkring mig: Jeg kan høre på mine forældre, hvis jeg snakker med dem på en dårlig da, at de bliver bekymrede for mig, min far er endda begyndt at tilbyde mig, at jeg kan komme på ferie hos ham, bare for at komme væk fra min monotone dage, der består af at søge job, og tage til møder i jobcentret… Det går også ud over min kæreste, og det er det jeg er mest ked af, for jeg kan virkelig opføre mig som lidt af en kælling: Ikke at jeg er et svin overfor ham, for det er jeg ikke, men jeg virker sur, og kan gå en hel dag uden rigtig at sige noget, og det fortjener han altså ikke, for han er sgu altid så sød ved mig.

Jeg ved vitterligt ikke, hvad jeg kan gøre, for at komme ordentligt igennem disse dage, men jeg jagter en metode! Oplever I, at I kan vågne en morgen, og så bare være i dårligt/deprimeret humør, fra I slår øjnene op?