Opråb: Når man stadig er en lille pige indeni…

Jeg ved ikke, hvem der læser med her, men med dette indlæg vil jeg egentlig gerne nå ud til forældre… Især fraskilte forældre.

 

Da jeg var 7 år, blev mine forældre skilt for første gang: Jeg husker at det var hårdt, for man drømmer jo altid om, at ens forældre er sammen, og i mange henseender er det også det bedste for de implicerede børn. Men mine forældre kunne altså ikke finde ud af det, og blev derfor skilt.
Det var en meget “fin” skilsmisse, de forlod hinanden i fred og fordragelighed, og aldrig opdagede jeg, at de talte grimt om hinanden. De accepterede og respekterede hinanden, og min søster og jeg glædede os altid til at skulle hjem til dem. Efter et år skete det, som alle børn drømmer om, nemlig at mine forældre fandt sammen igen. Jeg var lykkelig, det var jo nærmest ligesom at være med i en eller anden film. For at starte på en frisk, sådan VIRKELIG frisk, valgte mine forældre at flytte væk fra den by jeg var vokset op i, væk fra min skole og væk fra alle mine veninder… Det var måske ikke den smarteste beslutning, for det var ekstremt hårdt for mig i det lange løb, men det reddede deres ægteskab, og når det kommer til en helt familie, er det jo det der tæller… Det var bedre at tage hensyn til fire personer frem for én.

 

I den nye by gik livet sin gode gang, vi var alle glade, teenageårene satte selvfølgelig deres præg, som de nu engang gør, men alt i alt var det nogle glade og gode år. 10 år efter mine forældre havde fundet sammen igen, begyndte det dog at gå ned ad bakke, og det var tydeligt at mærke, hvordan ingen af dem sådan rigtig gad den anden. Dette stod på i to år, to år hvor jeg næsten månedligt fik at vide, at nu skulle de altså skilles, men dagen efter blev det dog afblæst. På min 20-års fødselsdag flyttede jeg hjemmefra, og det var lidt som om, at det var det sidste strå… I hvert fald gik der kun lidt over et halvt år, og så blev de skilt… Denne gang skulle det desværre ikke vise sig at være en god skilsmisse. Mine forældre hadede nemlig hinanden, og gør det i den grad stadig, der er ikke “bare” tale om en lille smule “jeg kan ikke lide den anden”, der er tale om decideret had, og det gør sgu ondt! De taler rigtig grimt om hinanden, prøver at få mig til at hade den anden, og afstøde dette familiemedlem (både min far og min mor), og så kan de ikke være i lokale sammen… Jeg har flere gange stået i den situation, at jeg har måttet vælge mellem mine forældre, og det er bestemt ikke noget jeg har lyst til, men nødvendigt. Umiddelbart har jeg primært fravalgt min mor, hvor ondt det end er, men som oftest er det hende, der har et problem med at være i selskab med min far, og i min verden, så betyder det, at hun afskriver sig selv ved at være den besværlige… På den anden side, hvilket jeg umiddelbart ikke har haft med i mine overvejelser, så plejer min far ikke at tale særligt pænt til hende eller om hendes nye mand, men det burde stadig ikke afholde hende fra at være sammen med hendes mand. Jeg har adskillige gange sagt til mit far, at han ikke skal være et svin overfor min mor og hendes nye mand, og slet ikke når han taler direkte til dem… Jeg har sågar haft fat i min farmor, og bedt hende om at tale et par alvorsord med hende, men det er som om, at han ikke rigtig tager det til sig.

Her står jeg altså, som 26-årig, og føler mig som et barn igen, når jeg skal takle mine forældres skilsmisse, som simpelthen er noget af det værste. Jeg står lige imellem dem, og agerer skydeskive; jeg er den de kan fortælle deres grimme tanker om den anden til, og det er fandeme ikke sjovt. Det er mest min far der gør der, min mor har efterhånden forstået, at jeg ikke har lyst til at lægge ører til, men min far har altså lidt sværere ved at forstå og acceptere det. Så selvom jeg er et voksent og selvstændigt menneske, så har jeg den der lille pige inde i mig, der bare skriger på, at mine forældre kan tage sig sammen, og acceptere, at deres situation nu engang er som den er. De er nødt til at forstå, at selvom man er voksen, så er en skilsmisse ikke sjov, og det er slet ikke sjovt at se, hvordan to mennesker der har elsket hinanden i mange år, pludselig hader hinanden mere en pesten, og ikke viser den respekt for deres børn, som det er, ikke at tale grimt om den anden, og prøve at udkonkurrere hinanden.
Så til alle jer forældre der enten allerede er skilt, eller som ligger i skilsmisse, tænk jer om, og tænk på jeres børn, for uanset hvor gammel man er, så gør det ondt at se, hvordan I hader hinanden, det gør ondt at vælge side, og det gør ondt at skulle stå som syndebukken midt i krigen.

 

/Natacha