Ministerrokade eller ministerballade

Vi ved det alle sammen, i hvert fald hvis vi har fulgt bare en lille smule med i nyhederne henover weekenden: Lars  (P)Løkke har dannet en ny regering, og dermed givet 7 ministerposter til Liberal Alliance, og 3 ministerposter til Det Konservative Folkeparti, mens han har holdt de sidste 13 ministerposter inden for egne rækker. Det er meget fint, at der bliver dannet et ny regering, det er der sikkert en del, der er glade for. Jeg har ikke rigtig taget stilling til, hvad jeg synes om det. Til gengæld så synes jeg, at der er noget helt grotesk i, at han for 1½ år siden, da han blev valgt som ny statsminister i Danmark dannede en regering fuld af ministerposter – bevares, der skal være en regering og minister – folk der nu lige præcis kun når at sidde i halvandet år, hvilket de garanteret er absurd glade for: Reglerne er nemlig sådan i Danmark, at så snart man har siddet på en ministerpost i ét år, så får man fuld ministerpension (som er ca. 80.000,- om året, hvis man har været minister i en enkelt perioder (dertil kommer selvfølgelig folkepension og hvad der ellers følger med af goder), mens man får næsten 350.000,- om året, hvis man har siddet i mere end 8 år. Dette er en pension, som man får udbetalt fra man er enten 60 eller 61 år gammel: Så som minister kan man altså få pension selvom man stadig er i arbejde! Som “almindelig” dansker må man ikke arbejde mens man modtager efterløn… Eller det må man gerne, men så trækker de en i efterlønnen… Det er der da noget helt forkert i.

Så ved at have haft nogle folk siddende som ministre i et enkelt år, så har han altså sikret dem en god sum penge resten af deres liv fra den dag, de fylder 60 eller 61 år. (Dertil kommer selvfølgelig, at en minister får mindst 1,2 millioner kroner i løn om året, og altså har rig mulighed for at lave sig en rigtig god pension.

udklip

 

En af de personer som Lars (P)Løkke har forgyldt med en ministerpost her i seneste rokade, er Thyra Frank. En kvinde som er fravalgt af folket, men som Løkke har forbarmet sig over, og hevet ind i sin varme hule. Thyra Frank er fra 1952, og er dermed 64 år, altså havde det været det “rigtige” arbejdsmarked, så var hun jo nærmest blevet tvunget på efterløn nu, men sådan er det altså ikke i den politiske verden.
Om et år, når Thyra har siddet i et år, så behøver hun faktisk ikke at sidde som minister længere (altså alt afhængigt af den penge mængde hun vil have), hun kan bare sige stop, og så er hun sikret en god ministerpension resten af livet. Hun kan selvfølgelig også bare fortsætte med at arbejde, så får hun jo både ministerløn og -pension samtidig…

 

Jeg synes ærligt talt, at der er noget helt galt med den måde, det danske regeringssystem er skruet sammen på…

Det gode lorteliv

Hvorfor er det, at alle blogs tegner et billede af det perfekte liv?

Vi kan da umuligt alle leve et liv, der er lutter lagkage, hvor alting er rosenrødt, og hvor man bager speltkager i lange baner, alting går godt på jobbet, og hvor manden i forholdet nærmest skider penge ud, mens kvinden er derhjemme hver dag, for at passe børnene. Det kan da ikke være muligt?

Jeg skal da være den første til at indrømme, at sådan er det ikke i mit liv: Jeg bager f.eks. ALDRIG speltboller (har ikke engang smagt dem), mit job er til tider megahårdt og krævende, samtidig med at jeg er monstertræt, min kæreste har pt. ikke noget job, og jeg har som regel altid ondt et eller andet sted.

Til gengæld så lever jeg i et parforhold, hvor vi efter et år stadig er meget nyforelskede, så lige der er det egentlig meget fint.

Jeg tænker, at ændre fokus for denne blog (endnu en gang, fordi jeg bare konstant skifter mening), og fokus vil for fremtiden være den realistiske virkelighed, for det synes jeg, der er behov for.
Jeg har lyst til at snakke om menstruationssmerter og diarré, hvis det lige er det, der presser sig på. Men jeg vil også gerne kunne snakke om gode tider, for selvom der er dårlige tider, så har mit liv trods alt flest gode tider.
Mit liv har aldrig været let… Jeg blev født alt for tidligt, jeg er født med et handicap, og jeg er blevet mobbet i ni år, så der har været en del modgang. Alligevel vil jeg gerne beskrive mig selv som lykkelig, for det er jeg virkelig, og jeg ville for intet i verden ændre noget i mit liv. Jeg vil derimod hive jer med ind i min livshistorie, og fortælle, hvad jeg har gjort, for at nå til det punkt, hvor jeg er tilfreds med min tilværelse.

 

Hav en skøn lørdag aften! 🙂