Hvorfor er det, at alle blogs tegner et billede af det perfekte liv?

Vi kan da umuligt alle leve et liv, der er lutter lagkage, hvor alting er rosenrødt, og hvor man bager speltkager i lange baner, alting går godt på jobbet, og hvor manden i forholdet nærmest skider penge ud, mens kvinden er derhjemme hver dag, for at passe børnene. Det kan da ikke være muligt?

Jeg skal da være den første til at indrømme, at sådan er det ikke i mit liv: Jeg bager f.eks. ALDRIG speltboller (har ikke engang smagt dem), mit job er til tider megahårdt og krævende, samtidig med at jeg er monstertræt, min kæreste har pt. ikke noget job, og jeg har som regel altid ondt et eller andet sted.

Til gengæld så lever jeg i et parforhold, hvor vi efter et år stadig er meget nyforelskede, så lige der er det egentlig meget fint.

Jeg tænker, at ændre fokus for denne blog (endnu en gang, fordi jeg bare konstant skifter mening), og fokus vil for fremtiden være den realistiske virkelighed, for det synes jeg, der er behov for.
Jeg har lyst til at snakke om menstruationssmerter og diarré, hvis det lige er det, der presser sig på. Men jeg vil også gerne kunne snakke om gode tider, for selvom der er dårlige tider, så har mit liv trods alt flest gode tider.
Mit liv har aldrig været let… Jeg blev født alt for tidligt, jeg er født med et handicap, og jeg er blevet mobbet i ni år, så der har været en del modgang. Alligevel vil jeg gerne beskrive mig selv som lykkelig, for det er jeg virkelig, og jeg ville for intet i verden ændre noget i mit liv. Jeg vil derimod hive jer med ind i min livshistorie, og fortælle, hvad jeg har gjort, for at nå til det punkt, hvor jeg er tilfreds med min tilværelse.

Hav en skøn lørdag aften! 🙂

Vipperne er mine helt egne, jeg skal nok på et senere tidspunkt skrive, hvordan de er blevet så lange 😉

Kan man komme frem på at skildre det almindelige liv? Det er det spørgsmål, jeg stiller mig selv og jer med denne blog. For jeg er blot en helt almindelig 26-årig kvinde, der ældes med årene – som normale mennesker gør det – som her har valgt at skildre min hverdag, tage bladet for munden, og indvie jer i mit liv. Jeg ved godt, at for at det skal blive mere spændende, så er jeg nødt til at skrive et nyt indlæg sådan cirka hver dag, men er det overhovedet muligt at komme frem i denne digitale verden, hvor det flyder med blogs, når man “kun” kan skildre det normale liv? For jeg er ingen kendis, jeg er ikke rig med mulighed for at købe fans, jeg har ingen intentioner om at smide tøjet for at få opmærksomhed, og jeg lever ikke et eller andet megaspecielt/sundt liv, hvor jeg har mulighed for at dele ud af slankeråd, for svesken på disken, så skal jeg ikke tabe mig, da jeg er lille i forvejen, men jeg vil da gerne leve sundt, hvilket jeg også forsøger at gøre (bortset fra når min kæreste og jeg kommer til at gå amok i bland-selv-slikbutikker eller i kageharem 😉 )

Så dette kan altså på en eller anden måde ses som en form for eksperiment for at se, om man kan komme frem som blogger uden at være noget specielt, men blot er en person der ønsker at tage jer danskere med ind under huden i en almindelig hverdag, og hvor der ikke vil blive lagt fingre imellem (hvis jeg har lyst til at skrive om mit skræv, menstruation eller blot mit triste som gode humør, jamen så gør jeg det, og på ærligste vis (dog uden at fornærme nogen, for sådan er jeg heller ikke)).

Men helt så kedelig er jeg måske heller ikke… Jeg er blevet mobbet hele mit liv, jeg har bygget et nedbrudt selvværd op igen, jeg har levet hele mit liv med et handicap, der er så normalt for mig, at jeg efterhånden synes at det “normale” er forkert, for jeg er jo vant til, at det forkerte er normalt, jeg er komiker, og så har jeg som 26-årig fået min første kæreste, og skal til at vænne mig til det (men jeg elsker det heldigvis <3)

Så velkommen til mit liv, og velkommen helt ind under huden!

/Natacha (mere…)

Mange tager det for givet at have en navle, de lægger ikke noget i den, for den er der jo bare, og det plejer den at være.
Sådan er det ikke for mig… Jeg er født med en sygdom, og har derfor aldrig haft en navle. Jeg havde dog en navlestreng da jeg blev født, ellers ville jeg være lidt af et vidunder, da navlestrengen trods alt er den der fører næring til fosteret, og sørger for at det overlever. Men lige så snart jeg havde set dagens lys – eller aftenens mørke var det vel egentlig, da jeg er født en novemberaften – blev jeg kørt til operation, hvor de fjernede min navlestreng og syede mig sammen, og jeg blev dermed barnet uden en navle. Jeg har være igennem mange operationer i mit liv, men aldrig er det faldet nogen ind at give mig noget jeg kunne pille i – ja altså i form af en navle 😉 Mange tænker som sagt slet ikke over at de i det hele taget har en navle, for det er de jo vant til, men jeg tænker over det hver dag, at den ikke er der, for jeg føler mig forkert, meget forkert. Jeg har lært at leve med det, selvfølgelig har jeg det, men det kan ikke undgå min opmærksomhed mindst to gange om dagen.
Det kan godt være at det bare er en hudfold, men man ser altså lidt underlig ud uden, den gør et eller andet. Hvis man f.eks. som pige/kvinde har en bikini på, så mangler midterpunktet på en eller anden måde, i min verden virker en navle på en bikinikrop lidt som blikfang, og jeg har altid mangle det midterpunkt. Jeg har dog altid udnyttet det, for når man er lille og er på stranden, så lyder reglen blandt mange forældre “gå kun ud til navlen!”, men jeg har som sagt ikke haft nogen navle, så jeg har altid kunnet gå ud så langt som jeg nu engang havde lyst til. At jeg så var lidt af en tøs er en anden sag 😉

For fire år siden blev jeg opereret igen: Jeg havde tidligere haft en dårlig operation , hvorfor mit ar var meget stort, og jeg havde derfor fået arrangeret med en plastikkirurg, at jeg skulle have rekonstrueret mit ar, og aftalte yderligere, at jeg skulle have lavet en kunstig navle – hurra!
Navle er dog så meget sagt, jeg fik lavet en fordybning i maven, men har aldrig set det som en navle, i så fald er det verdens mindste og grimmeste navle. Det skal dog siges at fordybningen er dyb nok til at jeg kan få gravrust i navlen, og selvom det er klamt, så er det virkelig noget der gør mig glad! Andres irritationsmoment, min lykke, så føler jeg mig normal.
Jeg har altid været meget tynd og derfor haft en pæn og stram mave, som jeg rigtig gerne har villet vise frem: Mit ar irriterer mig ikke rigtig, det er kun den forbandede “navle”! Derfor gjorde jeg for nogle måneder siden noget drastisk – måske ikke i alles øjne, men i hvert fald i mine – jeg fik en navlepiercing! 😀 Min kunstige navle har lige præcis nok hudflap til at det kunne indsættes en piercing, og svesken på disken det er en af de bedste beslutninger jeg nogensinde har taget. For første gang i 25 år føler jeg mig nogenlunde normal, og kan faktisk rigtig godt lide min navle nu.

Det var lidt personligt, håber det ikke var for meget.

/Natacha