Vi ved det alle sammen, i hvert fald hvis vi har fulgt bare en lille smule med i nyhederne henover weekenden: Lars  (P)Løkke har dannet en ny regering, og dermed givet 7 ministerposter til Liberal Alliance, og 3 ministerposter til Det Konservative Folkeparti, mens han har holdt de sidste 13 ministerposter inden for egne rækker. Det er meget fint, at der bliver dannet et ny regering, det er der sikkert en del, der er glade for. Jeg har ikke rigtig taget stilling til, hvad jeg synes om det. Til gengæld så synes jeg, at der er noget helt grotesk i, at han for 1½ år siden, da han blev valgt som ny statsminister i Danmark dannede en regering fuld af ministerposter – bevares, der skal være en regering og minister – folk der nu lige præcis kun når at sidde i halvandet år, hvilket de garanteret er absurd glade for: Reglerne er nemlig sådan i Danmark, at så snart man har siddet på en ministerpost i ét år, så får man fuld ministerpension (som er ca. 80.000,- om året, hvis man har været minister i en enkelt perioder (dertil kommer selvfølgelig folkepension og hvad der ellers følger med af goder), mens man får næsten 350.000,- om året, hvis man har siddet i mere end 8 år. Dette er en pension, som man får udbetalt fra man er enten 60 eller 61 år gammel: Så som minister kan man altså få pension selvom man stadig er i arbejde! Som “almindelig” dansker må man ikke arbejde mens man modtager efterløn… Eller det må man gerne, men så trækker de en i efterlønnen… Det er der da noget helt forkert i.

Så ved at have haft nogle folk siddende som ministre i et enkelt år, så har han altså sikret dem en god sum penge resten af deres liv fra den dag, de fylder 60 eller 61 år. (Dertil kommer selvfølgelig, at en minister får mindst 1,2 millioner kroner i løn om året, og altså har rig mulighed for at lave sig en rigtig god pension.

En af de personer som Lars (P)Løkke har forgyldt med en ministerpost her i seneste rokade, er Thyra Frank. En kvinde som er fravalgt af folket, men som Løkke har forbarmet sig over, og hevet ind i sin varme hule. Thyra Frank er fra 1952, og er dermed 64 år, altså havde det været det “rigtige” arbejdsmarked, så var hun jo nærmest blevet tvunget på efterløn nu, men sådan er det altså ikke i den politiske verden.
Om et år, når Thyra har siddet i et år, så behøver hun faktisk ikke at sidde som minister længere (altså alt afhængigt af den penge mængde hun vil have), hun kan bare sige stop, og så er hun sikret en god ministerpension resten af livet. Hun kan selvfølgelig også bare fortsætte med at arbejde, så får hun jo både ministerløn og -pension samtidig…

Jeg synes ærligt talt, at der er noget helt galt med den måde, det danske regeringssystem er skruet sammen på…

Hvorfor er det, at alle blogs tegner et billede af det perfekte liv?

Vi kan da umuligt alle leve et liv, der er lutter lagkage, hvor alting er rosenrødt, og hvor man bager speltkager i lange baner, alting går godt på jobbet, og hvor manden i forholdet nærmest skider penge ud, mens kvinden er derhjemme hver dag, for at passe børnene. Det kan da ikke være muligt?

Jeg skal da være den første til at indrømme, at sådan er det ikke i mit liv: Jeg bager f.eks. ALDRIG speltboller (har ikke engang smagt dem), mit job er til tider megahårdt og krævende, samtidig med at jeg er monstertræt, min kæreste har pt. ikke noget job, og jeg har som regel altid ondt et eller andet sted.

Til gengæld så lever jeg i et parforhold, hvor vi efter et år stadig er meget nyforelskede, så lige der er det egentlig meget fint.

Jeg tænker, at ændre fokus for denne blog (endnu en gang, fordi jeg bare konstant skifter mening), og fokus vil for fremtiden være den realistiske virkelighed, for det synes jeg, der er behov for.
Jeg har lyst til at snakke om menstruationssmerter og diarré, hvis det lige er det, der presser sig på. Men jeg vil også gerne kunne snakke om gode tider, for selvom der er dårlige tider, så har mit liv trods alt flest gode tider.
Mit liv har aldrig været let… Jeg blev født alt for tidligt, jeg er født med et handicap, og jeg er blevet mobbet i ni år, så der har været en del modgang. Alligevel vil jeg gerne beskrive mig selv som lykkelig, for det er jeg virkelig, og jeg ville for intet i verden ændre noget i mit liv. Jeg vil derimod hive jer med ind i min livshistorie, og fortælle, hvad jeg har gjort, for at nå til det punkt, hvor jeg er tilfreds med min tilværelse.

Hav en skøn lørdag aften! 🙂

Jeg har aldrig oplevet det at være velhavende, da jeg er vokset op med to forældre, der tjente en gennemsnitlig løn, og derfor fik jeg ikke bare hvad jeg pegede på. Jeg har en søster, og mine forældre var derfor nødt til at skabe ligevægt mellem hvad de forærede hende og hvad de forærede mig, samtidig med at de skulle få deres økonomi til at løbe rundt. Dermed ikke sagt at jeg har manglet noget, for det har jeg bestemt ikke, jeg har altid følt mig ret privilegeret på det materialistiske punkt, men uden at det på nogen måde har været overdådigt.

Da jeg for snart syv år siden flyttede hjemmefra, fordi jeg var startet på universitetet i København, fik jeg virkelig øjnene op for økonomi, og fandt ud af, hvad det ville sige at være økonomisk ansvarlig og økonomisk uansvarlig. Som indkomst havde jeg i alle mine studieår min SU, men hvis vi skal lægge hovedet på bloggen [blokken], så er det svært at få ens økonomi til at løbe rundt, når man har en husleje på knap 4500,- om måneden og en SU på 5300,- om måneden. Man skal ikke være en matematisk nørd for at kunne se, at det er meget lidt penge til en selv hver måned. Derfor har jeg gennem hele min studietid mestret mellem 2 og 5 jobs samtidig, for at få følelsen af, at jeg havde råd til at leve.

Fordi jeg i seks år har levet på et minimum, er jeg den dag i dag stadig i stand til at leve på et minimum. Som den kvinde jeg er, har jeg et enormt shoppegen, hvilket bl.a. kommer til udtryk i mine mindst 30 par sko og bunkevis af tøj, og jeg kan jo ikke få nok. Jeg elsker at shoppe, og ved næsten ikke hvad jeg ville gøre, hvis jeg ikke havde råd (jo, jeg ville selvfølgelig shoppe mindre, men hold nu kæft, det ville være svært!), men jeg synes bestemt ikke at økonomi skal være en forhindring, for jeg bliver glad for at shoppe, så selvfølgelig skal jeg da det! 😉

Hvordan klarer jeg så den? Jo, jeg shopper da bare i de billigere butikker. Jeg ser absolut ingen grund til at gå i de dyre tøj- og skobutikker, når man kan få næsten de samme varer i f.eks. H&M, Vero Moda og Deichmann.
Jeg har eksempelvis lige forsynet min skosamling med et nyt par sommersko, som jeg har købt i Deichmann for den nette sum af 149,- 😀

(mere…)

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan jeg kan vågne op, og så bare være i dårligt humør, som en eller anden “bivirkning” til det at være arbejdsløs (eller jobsøgende, som jo egentlig er et pænere og mere positivt ord), for det er, svesken på disken, ikke bare lutter lagkage.
Efter det er blevet sommer, har der egentlig være længere og længere imellem de dårlige dage, men de har nu alligevel en vis tendens til at vise deres grimme fjæs og ødelægge enhver dag… I morges var sådan en dag…
Jeg var faktisk i et ganske fint humør da jeg vågnede, men der gik ikke mere end 10 minutter, så hang jeg med næbbet, som man siger. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det, det hele kan bare ramle lige pludselig, og så har jeg mest af alt bare lyst til at kravle tilbage under min dyne, og blive liggende der hele dagen. Det er desværre ikke muligt, hvor deprimeret man end føler sig, så er man jo nødt til at stå op, og udføre dagens gode gerning, men det kan godt nok være svært.
Jeg kunne mærke, da jeg havde surmulet lidt, og bare siddet en times tid uden at sige noget, at jeg havde en ekstrem trang til kys og kærlighed. Jeg havde behov for bare at sidde hele dagen og kramme min kæreste… Det kunne bare heller ikke lade sig gøre, for han har jo også et liv udover mig, og da han er elite-golfspiller bruger han relativt meget tid på det (hvilket jeg selvfølgelig respekterer og accepterer til fulde, han bakker også mig op, når det kommer til stand-up), så han måtte afsted til golfbanen igen i dag.

Som sagt kan jeg ikke bare være sur og lade stå til, jeg er nødt til at foretage mig noget for ikke at gå helt i stå, så i dag har dagen stået på indkøb til en sund og lækker aftensmad (jeg føler mig sommetider som lidt af en hausfrau, der bare står klar med maden, når manden kommer hjem, og jeg kan faktisk godt lide det), jeg har lavet sund bananis (opskrift og billeder kommer på bloggen senere), jeg har ryddet lidt op, og så har jeg set Inside Out! En fantastisk film hvis I spørger mig 🙂 Jeg har nogle lidt mærkelige forældre, som forbød mig at se tegne- og animationsfilm da jeg var yngre, derfor er jeg ikke til den slags film, og kan f.eks. ikke bare sætte mig ned og se en Disney-film, men lige præcis Inside Out har fundet vej til mit fordærvede sind, og når man hænger lidt med hovedet, så er det jo faktisk et ret godt valg af film.