Der er noget jeg simpelthen ikke kan forstå.

Dengang jeg var lille, som i 11-12 år gammel, der var jeg et barn, men det har jeg fundet ud af, at det er man åbenbart ikke længere. Nu er man rent faktisk voksen, når man er 11-12 år gammel, og jeg synes, det er en KATASTROFE! Nu er jeg hverken børnepsykolog, sundhedsplejerske eller pædagog, men jeg vil vove at påstå, at det er sundest at være barn, når man er barn, man skal tidsnok blive voksen.
Dengang jeg var 12 år, der lege jeg stadig med dukker og barbie med min 2 år yngre lillesøster, og når jeg var sammen med mine veninder, så kravlede vi rundt i soveposer og legede orme, vi klatrede i træer, vi tegnede, og ja legede i al almindelighed.

Sådan er det bare ikke mere… Nu er 12-årige små voksne, og jeg kan simpelthen ikke forstå det. 12-årige ejer deres tredje mobiltelefon, en iPhone 7, og bruger al deres fritid og lommepenge på make-up – altså pigerne i hvert fald, drengene er mere til gaming og boldspil. Jeg var 15 år inden jeg fik min første mobiltelefon, som i øvrigt var min mors aflagte, og makeup brugte jeg ikke før jeg begyndte på gymnasiet.
Bevares, jeg ved godt, at tiderne har ændret sig, og at børn udvikler sig tidligere nu, men det er da vores og samfundets skyld. Hvorfor har vi så travlt med, at børn bliver voksne hurtigt? Hvad er det, de skal nå, som ikke kan vente? Lad dog børn være børn, de skal tidsnok blive voksne, men det er da dumt at springe et så vigtigt trin som barndommen over.

Noget andet jeg synes er grotesk var noget jeg så på Instagram den anden dag. En 12-årig pige der havde lagt et billede af sig selv på app’en og skrevet, hvor vigtig kaffe er i hendes liv, og hvordan det får hende igennem hverdagen. Siden hvornår er det blevet nødvendigt for 12-årige at drikke en så koffeinholdig drik som kaffe? Kaffe er noget man smager som 3-årig, og så igen når man bliver voksen, men det er da ikke noget, man drikker dagligt som 12-årig for at holde hjulene i gang. Der er da noget helt galt, hvis man som barn ikke har nok energi til at holde sig kørende, men har brug for kaffe.

Det kan godt være, det er mig, der er noget helt galt med, men hold nu fest hvor er det trist, at børn ikke længere kan være børn.

Jeg må godt, jeg er 27!

Hvorfor er det, at alle blogs tegner et billede af det perfekte liv?

Vi kan da umuligt alle leve et liv, der er lutter lagkage, hvor alting er rosenrødt, og hvor man bager speltkager i lange baner, alting går godt på jobbet, og hvor manden i forholdet nærmest skider penge ud, mens kvinden er derhjemme hver dag, for at passe børnene. Det kan da ikke være muligt?

Jeg skal da være den første til at indrømme, at sådan er det ikke i mit liv: Jeg bager f.eks. ALDRIG speltboller (har ikke engang smagt dem), mit job er til tider megahårdt og krævende, samtidig med at jeg er monstertræt, min kæreste har pt. ikke noget job, og jeg har som regel altid ondt et eller andet sted.

Til gengæld så lever jeg i et parforhold, hvor vi efter et år stadig er meget nyforelskede, så lige der er det egentlig meget fint.

Jeg tænker, at ændre fokus for denne blog (endnu en gang, fordi jeg bare konstant skifter mening), og fokus vil for fremtiden være den realistiske virkelighed, for det synes jeg, der er behov for.
Jeg har lyst til at snakke om menstruationssmerter og diarré, hvis det lige er det, der presser sig på. Men jeg vil også gerne kunne snakke om gode tider, for selvom der er dårlige tider, så har mit liv trods alt flest gode tider.
Mit liv har aldrig været let… Jeg blev født alt for tidligt, jeg er født med et handicap, og jeg er blevet mobbet i ni år, så der har været en del modgang. Alligevel vil jeg gerne beskrive mig selv som lykkelig, for det er jeg virkelig, og jeg ville for intet i verden ændre noget i mit liv. Jeg vil derimod hive jer med ind i min livshistorie, og fortælle, hvad jeg har gjort, for at nå til det punkt, hvor jeg er tilfreds med min tilværelse.

Hav en skøn lørdag aften! 🙂

Selvom jeg er undervægtig, og rent faktisk kæmper en kamp for at tage på (nej, det er ikke altid sjovt at være tynd, men mere om det en anden dag), så har jeg ikke lydt til at fylde min krop med unødig sukker og fløde… Jeg vil gerne tage på, men samtidig leve sundt, og da min kæreste samtidig er på kur, så ser jeg det som den oplagte mulighed selv at lave vores sommeris, og så er de nemme at lave og smager skønt og friskt!

Opskriften er rigtig simpel, så I får den lige her (jeg svinger lidt mellem at bruge frosne og friske hindbær og jordbær: Hvis I vælger at bruge frosne bær, så er det vigtigt at I skolder dem i kogende vand inden brug, ellers risikerer I kaskader af mylderbæ, og det er ærligt talt ikke så behageligt):

Du skal bruge (jeg kører på gefühlen):

• en god portion jordbær
• en god portion hindbær
• ½-1 banan
• 2 nektariner
• saft fra 2 appelsiner
• 2 spk. stevia
• isforme

Fremgangsmåden er egentlig rigtig simpel, da alle ingredienserne bare proppes i blender, der bliver sat til at køre i et minuts tid, til det hele er godt og grundigt smadret. Herefter hældes massen bare i isformene, der lukkes og proppes i fryseren, og så har man simpelthen de lækreste, sundeste is (smagen kan jo variere alt efter hvilke frugter man kommer i, jeg tror at jeg næste gang vil forsøge mig med en gul variant 🙂 )

God fornøjelse!

Klokken er 23:18, og jeg sidder her, mutters alene i min kærestes sofa, og er ved at nedlægge en portion grovvalsede havregryn med skummetmælk og ekstrameget sukker, da jeg egentlig mest af alt spiser havregryn for den knasende effekt. Jeg ved godt, at det ikke er den sundeste aftensnack, men jeg var simpelthen ved at dø af sult, og det var umiddelbart det eneste, jeg kunne finde i hans køkken. Hvordan kan man have et køkken, der er tomt for mad? Og hvorfor har jeg ikke selv købt ind, så jeg kunne blive ordentligt mæt af min aftensmad? Jeg kunne også bare have købt en aftensnack, men det gjorde jeg selvfølgelig heller ikke… Jeg købte en Magnum, til billige 12,- i Fakta (hvorfor har isene været så billige de sidste to år? Ikke at det er et problem, jeg undres bare lidt), men den kom jeg til at spise inden min aftensmad – der kan man jo så diskutere hvor intelligent det lige var.
Egentlig har jeg bevidst undgået at købe usunde ting, da min kæreste er på kur (jeg er ikke, jeg er nemlig undervægtig og på opfedningskur uden held), så jeg har ikke lyst til at sidde foran ham og køre sukkersager ned i lange baner, men svesken på disken, nu da han alligevel ikke er hjemme, så ærgrer det mig da en anelse, at jeg fyldte min Fakta-kurv med nektariner og appelsiner og ikke chokolade, for jeg kunne virkelig godt kværne en plade RitterSport lige nu. Og der skal jeg da ærligt indrømme: Når man har en gigantisk trang til chokolade, så rækker kølige nektariner ingen vegne.
Hvad kan man så lære af det? Hvis du inderst inde har lyst til chokolade, så køb det, for der er ingenting der kan erstatte den trang 😉

Sov godt

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan jeg kan vågne op, og så bare være i dårligt humør, som en eller anden “bivirkning” til det at være arbejdsløs (eller jobsøgende, som jo egentlig er et pænere og mere positivt ord), for det er, svesken på disken, ikke bare lutter lagkage.
Efter det er blevet sommer, har der egentlig være længere og længere imellem de dårlige dage, men de har nu alligevel en vis tendens til at vise deres grimme fjæs og ødelægge enhver dag… I morges var sådan en dag…
Jeg var faktisk i et ganske fint humør da jeg vågnede, men der gik ikke mere end 10 minutter, så hang jeg med næbbet, som man siger. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det, det hele kan bare ramle lige pludselig, og så har jeg mest af alt bare lyst til at kravle tilbage under min dyne, og blive liggende der hele dagen. Det er desværre ikke muligt, hvor deprimeret man end føler sig, så er man jo nødt til at stå op, og udføre dagens gode gerning, men det kan godt nok være svært.
Jeg kunne mærke, da jeg havde surmulet lidt, og bare siddet en times tid uden at sige noget, at jeg havde en ekstrem trang til kys og kærlighed. Jeg havde behov for bare at sidde hele dagen og kramme min kæreste… Det kunne bare heller ikke lade sig gøre, for han har jo også et liv udover mig, og da han er elite-golfspiller bruger han relativt meget tid på det (hvilket jeg selvfølgelig respekterer og accepterer til fulde, han bakker også mig op, når det kommer til stand-up), så han måtte afsted til golfbanen igen i dag.

Som sagt kan jeg ikke bare være sur og lade stå til, jeg er nødt til at foretage mig noget for ikke at gå helt i stå, så i dag har dagen stået på indkøb til en sund og lækker aftensmad (jeg føler mig sommetider som lidt af en hausfrau, der bare står klar med maden, når manden kommer hjem, og jeg kan faktisk godt lide det), jeg har lavet sund bananis (opskrift og billeder kommer på bloggen senere), jeg har ryddet lidt op, og så har jeg set Inside Out! En fantastisk film hvis I spørger mig 🙂 Jeg har nogle lidt mærkelige forældre, som forbød mig at se tegne- og animationsfilm da jeg var yngre, derfor er jeg ikke til den slags film, og kan f.eks. ikke bare sætte mig ned og se en Disney-film, men lige præcis Inside Out har fundet vej til mit fordærvede sind, og når man hænger lidt med hovedet, så er det jo faktisk et ret godt valg af film.

Jeg er gået i tænketank, altså ikke sådan fysisk, men mentalt, og overvejede lidt, om man kunne lade tankerne falde ned i hjernen, hvis jeg stod på hovedet i processen… Der kan jeg så afsløre, at det ikke er tilfældet, det eneste det resulterer i, er, at al ens blod løber til hovedet, så når man rejser sig op igen, er man pænt svimmel, men til gengæld sidder håret godt 😉

Mit dilemma går i en ret seriøs retning, for det er sådan, at tre kvinder i min familie, min mor, min faster og min farmor har haft brystkræft i alt tre gange… Det i sig selv er ikke et dilemma, det er blot fakta. Det der gør at jeg er i vildrede, er, at jeg er blevet tilbudt at blive gentestet for at se, om jeg har anlæg til brystkræft, og jeg ved virkelig ikke om jeg skal sige ja? I min verden føler jeg mig allerede disponeret, fordi så mange kvinder i min familie har været ramt, men det kan blot være en tilfældighed at de har fået det, og ikke nødvendigvis noget genetisk. Min mor er blevet testet, og her blev det afvist at være genetisk, jeg kan altså ikke arve det fra hende.

Fordelen ved at blive testet er, hvis det er et negativt svar, og jeg altså er bærer af kræftgenet, så kan jeg blive scannet årligt, hvorimod det ikke er en mulighed hvis jeg ikke bliver testet.
Man kan selvfølgelig sige at det er en lille ting at blive testet, det er jo kun en blodprøve, og hvis svaret er godt, og jeg ikke er bærer af genet, jamen så kan jeg bare slappe af 🙂 Men hvad så hvis jeg finder ud af, at jeg er bærer af genet? Vil jeg så nogensinde have sjælefred? Jeg er i forvejen meget paranoid, og føler at jeg mærker knuder over det hele, men ville dette eskalere, hvis jeg fandt ud af, at jeg har genet? Jeg er virkelig meget i tvivl om hvad jeg skal gøre, for på den ene side vil jeg jo gerne testes, så jeg kan blive tjekket årligt, hvis jeg er bærer af genet, på den anden side så frygter jeg, at jeg vil blive endnu mere bange for at få kræft end jeg er i forvejen..

Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre… Hvad ville du gøre?