Kan man komme frem på at skildre det almindelige liv?

2016-06-05 16.04.03

Vipperne er mine helt egne, jeg skal nok på et senere tidspunkt skrive, hvordan de er blevet så lange 😉

 

 

 

Kan man komme frem på at skildre det almindelige liv? Det er det spørgsmål, jeg stiller mig selv og jer med denne blog. For jeg er blot en helt almindelig 26-årig kvinde, der ældes med årene – som normale mennesker gør det – som her har valgt at skildre min hverdag, tage bladet for munden, og indvie jer i mit liv. Jeg ved godt, at for at det skal blive mere spændende, så er jeg nødt til at skrive et nyt indlæg sådan cirka hver dag, men er det overhovedet muligt at komme frem i denne digitale verden, hvor det flyder med blogs, når man “kun” kan skildre det normale liv? For jeg er ingen kendis, jeg er ikke rig med mulighed for at købe fans, jeg har ingen intentioner om at smide tøjet for at få opmærksomhed, og jeg lever ikke et eller andet megaspecielt/sundt liv, hvor jeg har mulighed for at dele ud af slankeråd, for svesken på disken, så skal jeg ikke tabe mig, da jeg er lille i forvejen, men jeg vil da gerne leve sundt, hvilket jeg også forsøger at gøre (bortset fra når min kæreste og jeg kommer til at gå amok i bland-selv-slikbutikker eller i kageharem 😉 )

Så dette kan altså på en eller anden måde ses som en form for eksperiment for at se, om man kan komme frem som blogger uden at være noget specielt, men blot er en person der ønsker at tage jer danskere med ind under huden i en almindelig hverdag, og hvor der ikke vil blive lagt fingre imellem (hvis jeg har lyst til at skrive om mit skræv, menstruation eller blot mit triste som gode humør, jamen så gør jeg det, og på ærligste vis (dog uden at fornærme nogen, for sådan er jeg heller ikke)).

Men helt så kedelig er jeg måske heller ikke… Jeg er blevet mobbet hele mit liv, jeg har bygget et nedbrudt selvværd op igen, jeg har levet hele mit liv med et handicap, der er så normalt for mig, at jeg efterhånden synes at det “normale” er forkert, for jeg er jo vant til, at det forkerte er normalt, jeg er komiker, og så har jeg som 26-årig fået min første kæreste, og skal til at vænne mig til det (men jeg elsker det heldigvis <3)

Så velkommen til mit liv, og velkommen helt ind under huden!

/Natacha (mere…)

It’s Fashion Baby

Jeg har aldrig oplevet det at være velhavende, da jeg er vokset op med to forældre, der tjente en gennemsnitlig løn, og derfor fik jeg ikke bare hvad jeg pegede på. Jeg har en søster, og mine forældre var derfor nødt til at skabe ligevægt mellem hvad de forærede hende og hvad de forærede mig, samtidig med at de skulle få deres økonomi til at løbe rundt. Dermed ikke sagt at jeg har manglet noget, for det har jeg bestemt ikke, jeg har altid følt mig ret privilegeret på det materialistiske punkt, men uden at det på nogen måde har været overdådigt.

Da jeg for snart syv år siden flyttede hjemmefra, fordi jeg var startet på universitetet i København, fik jeg virkelig øjnene op for økonomi, og fandt ud af, hvad det ville sige at være økonomisk ansvarlig og økonomisk uansvarlig. Som indkomst havde jeg i alle mine studieår min SU, men hvis vi skal lægge hovedet på bloggen [blokken], så er det svært at få ens økonomi til at løbe rundt, når man har en husleje på knap 4500,- om måneden og en SU på 5300,- om måneden. Man skal ikke være en matematisk nørd for at kunne se, at det er meget lidt penge til en selv hver måned. Derfor har jeg gennem hele min studietid mestret mellem 2 og 5 jobs samtidig, for at få følelsen af, at jeg havde råd til at leve.

Fordi jeg i seks år har levet på et minimum, er jeg den dag i dag stadig i stand til at leve på et minimum. Som den kvinde jeg er, har jeg et enormt shoppegen, hvilket bl.a. kommer til udtryk i mine mindst 30 par sko og bunkevis af tøj, og jeg kan jo ikke få nok. Jeg elsker at shoppe, og ved næsten ikke hvad jeg ville gøre, hvis jeg ikke havde råd (jo, jeg ville selvfølgelig shoppe mindre, men hold nu kæft, det ville være svært!), men jeg synes bestemt ikke at økonomi skal være en forhindring, for jeg bliver glad for at shoppe, så selvfølgelig skal jeg da det! 😉

Hvordan klarer jeg så den? Jo, jeg shopper da bare i de billigere butikker. Jeg ser absolut ingen grund til at gå i de dyre tøj- og skobutikker, når man kan få næsten de samme varer i f.eks. H&M, Vero Moda og Deichmann.
Jeg har eksempelvis lige forsynet min skosamling med et nyt par sommersko, som jeg har købt i Deichmann for den nette sum af 149,- 😀

 

2016-06-08 16.58.28-1 2016-06-14 17.16.54-1 (mere…)

Klokken er 23:18, og jeg sidder her, mutters alene i min kærestes sofa, og er ved at nedlægge en portion grovvalsede havregryn med skummetmælk og ekstrameget sukker, da jeg egentlig mest af alt spiser havregryn for den knasende effekt. Jeg ved godt, at det ikke er den sundeste aftensnack, men jeg var simpelthen ved at dø af sult, og det var umiddelbart det eneste, jeg kunne finde i hans køkken. Hvordan kan man have et køkken, der er tomt for mad? Og hvorfor har jeg ikke selv købt ind, så jeg kunne blive ordentligt mæt af min aftensmad? Jeg kunne også bare have købt en aftensnack, men det gjorde jeg selvfølgelig heller ikke… Jeg købte en Magnum, til billige 12,- i Fakta (hvorfor har isene været så billige de sidste to år? Ikke at det er et problem, jeg undres bare lidt), men den kom jeg til at spise inden min aftensmad – der kan man jo så diskutere hvor intelligent det lige var.
Egentlig har jeg bevidst undgået at købe usunde ting, da min kæreste er på kur (jeg er ikke, jeg er nemlig undervægtig og på opfedningskur uden held), så jeg har ikke lyst til at sidde foran ham og køre sukkersager ned i lange baner, men svesken på disken, nu da han alligevel ikke er hjemme, så ærgrer det mig da en anelse, at jeg fyldte min Fakta-kurv med nektariner og appelsiner og ikke chokolade, for jeg kunne virkelig godt kværne en plade RitterSport lige nu. Og der skal jeg da ærligt indrømme: Når man har en gigantisk trang til chokolade, så rækker kølige nektariner ingen vegne.
Hvad kan man så lære af det? Hvis du inderst inde har lyst til chokolade, så køb det, for der er ingenting der kan erstatte den trang 😉

 

Sov godt

Det deprimerende sind

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan jeg kan vågne op, og så bare være i dårligt humør, som en eller anden “bivirkning” til det at være arbejdsløs (eller jobsøgende, som jo egentlig er et pænere og mere positivt ord), for det er, svesken på disken, ikke bare lutter lagkage.
Efter det er blevet sommer, har der egentlig være længere og længere imellem de dårlige dage, men de har nu alligevel en vis tendens til at vise deres grimme fjæs og ødelægge enhver dag… I morges var sådan en dag…
Jeg var faktisk i et ganske fint humør da jeg vågnede, men der gik ikke mere end 10 minutter, så hang jeg med næbbet, som man siger. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det, det hele kan bare ramle lige pludselig, og så har jeg mest af alt bare lyst til at kravle tilbage under min dyne, og blive liggende der hele dagen. Det er desværre ikke muligt, hvor deprimeret man end føler sig, så er man jo nødt til at stå op, og udføre dagens gode gerning, men det kan godt nok være svært.
Jeg kunne mærke, da jeg havde surmulet lidt, og bare siddet en times tid uden at sige noget, at jeg havde en ekstrem trang til kys og kærlighed. Jeg havde behov for bare at sidde hele dagen og kramme min kæreste… Det kunne bare heller ikke lade sig gøre, for han har jo også et liv udover mig, og da han er elite-golfspiller bruger han relativt meget tid på det (hvilket jeg selvfølgelig respekterer og accepterer til fulde, han bakker også mig op, når det kommer til stand-up), så han måtte afsted til golfbanen igen i dag.

Som sagt kan jeg ikke bare være sur og lade stå til, jeg er nødt til at foretage mig noget for ikke at gå helt i stå, så i dag har dagen stået på indkøb til en sund og lækker aftensmad (jeg føler mig sommetider som lidt af en hausfrau, der bare står klar med maden, når manden kommer hjem, og jeg kan faktisk godt lide det), jeg har lavet sund bananis (opskrift og billeder kommer på bloggen senere), jeg har ryddet lidt op, og så har jeg set Inside Out! En fantastisk film hvis I spørger mig 🙂 Jeg har nogle lidt mærkelige forældre, som forbød mig at se tegne- og animationsfilm da jeg var yngre, derfor er jeg ikke til den slags film, og kan f.eks. ikke bare sætte mig ned og se en Disney-film, men lige præcis Inside Out har fundet vej til mit fordærvede sind, og når man hænger lidt med hovedet, så er det jo faktisk et ret godt valg af film.

 

image (1)

Under huden…

Nu bliver jeg lige hudløs ærlig: Jeg blev i september sidste år færdiguddannet som gymnasielærer i dansk og engelsk. Da jeg tilbage i 2009 blev student og søgte ind på Københavns Universitet, forestillede jeg mig, at jeg efter endt uddannelse ville finde et job med det samme, og mit liv ville bare køre på skinner (altså ikke i bogstaveligste forstand, det er klart), men sådan skulle det bare ikke være. Jeg fik godt nok et job efter min uddannelse, et lærervikariat som folkeskolelærer, men det varede kun i fire måneder, hvilket betød, at jeg pr. 1. januar i år stod uden et job. Nogle vil måske se det som meget rart ikke at skulle stresse op hver dag, og se det som den oplagte mulighed for at slappe af… Og bevares, jeg nød da også den første uges fri, jeg kunne nyde tiden med min kæreste, det er jo altid dejligt, men derefter så ramte virkeligheden mig altså også, som et spadeslag lige i ansigtet! Fra jeg var fem år gammel, til jeg blev færdiguddannet som 26-årig, har jeg gået i skole non-stop uden pauser… De sidste syv år har jeg endda haft op til fire jobs ad gangen, både for at få en god økonomi, men også for at have noget at rive i, da jeg ikke er typen, der kan slappe af. Pludselig stod jeg der, næsten nyligt færdiguddannet, vant til at lave en masse, men nu uden noget at stå op til udover min kæreste. Hvordan i alverden skulle jeg gribe fat om problemet?

Jeg er begyndt at gå til møder i min A-kasse og mit jobcenter, som man jo skal, når man modtager dagpenge, og jo jeg kom da udenfor, jeg fik set nogle ægte mennesker, andre end dem der figurerer på mit TV, men hvor demotiverende er det ikke lige, når man ved, at man ved disse møder sidder sammen med en masse akademikere, der alle er på jagt efter det samme job som dig?
Jeg er begyndt at tage en masse ligegyldige kurser, bare for at få nogle kompetencer, jeg kan proppe på mit CV, og selvfølgelig er det da rart med videreudvikling af ens viden, men svesken på disken så ville sgu heller have et kursus jeg kunne bruge til noget… Eller endnu bedre: et JOB.

Det værste ved den her jobsøgende tilstand mit liv pt. er tilskrevet, er, at mit humør simpelthen er ukontrollerbart. Jeg har altid været i fuld kontrol over mit liv og mine tanker, og har været i stand til at styre mit humør, der som oftest har været godt, at jeg egentlig er en meget optimistisk person, men det kan jeg ikke mere, og det er svært…
Jeg kan godt vågne op, og så bare være i det dårligste humør nogensinde, og så rent faktisk være i tvivl om, hvordan jeg skal komme igennem dagen. Jeg kan gå glad i seng, og når jeg så vågner op den næste dag, så har jeg mest af alt bare lyst til at sætte mig ned og stortude… og jeg aner ikke hvorfor… Det er det værste af det hele, for én ting er, hvis man ved, hvorfor man er ked af det, noget andet er, hvis man ikke kan sætte en finger på det, for hvordan skal man blive i bedre humør?
Det værste af det hele er, at det jo går ud over menneskerne omkring mig: Jeg kan høre på mine forældre, hvis jeg snakker med dem på en dårlig da, at de bliver bekymrede for mig, min far er endda begyndt at tilbyde mig, at jeg kan komme på ferie hos ham, bare for at komme væk fra min monotone dage, der består af at søge job, og tage til møder i jobcentret… Det går også ud over min kæreste, og det er det jeg er mest ked af, for jeg kan virkelig opføre mig som lidt af en kælling: Ikke at jeg er et svin overfor ham, for det er jeg ikke, men jeg virker sur, og kan gå en hel dag uden rigtig at sige noget, og det fortjener han altså ikke, for han er sgu altid så sød ved mig.

Jeg ved vitterligt ikke, hvad jeg kan gøre, for at komme ordentligt igennem disse dage, men jeg jagter en metode! Oplever I, at I kan vågne en morgen, og så bare være i dårligt/deprimeret humør, fra I slår øjnene op?

image

Når det umulige valg er dit

Håndstand

 

Jeg er gået i tænketank, altså ikke sådan fysisk, men mentalt, og overvejede lidt, om man kunne lade tankerne falde ned i hjernen, hvis jeg stod på hovedet i processen… Der kan jeg så afsløre, at det ikke er tilfældet, det eneste det resulterer i, er, at al ens blod løber til hovedet, så når man rejser sig op igen, er man pænt svimmel, men til gengæld sidder håret godt 😉

 

Mit dilemma går i en ret seriøs retning, for det er sådan, at tre kvinder i min familie, min mor, min faster og min farmor har haft brystkræft i alt tre gange… Det i sig selv er ikke et dilemma, det er blot fakta. Det der gør at jeg er i vildrede, er, at jeg er blevet tilbudt at blive gentestet for at se, om jeg har anlæg til brystkræft, og jeg ved virkelig ikke om jeg skal sige ja? I min verden føler jeg mig allerede disponeret, fordi så mange kvinder i min familie har været ramt, men det kan blot være en tilfældighed at de har fået det, og ikke nødvendigvis noget genetisk. Min mor er blevet testet, og her blev det afvist at være genetisk, jeg kan altså ikke arve det fra hende.

Fordelen ved at blive testet er, hvis det er et negativt svar, og jeg altså er bærer af kræftgenet, så kan jeg blive scannet årligt, hvorimod det ikke er en mulighed hvis jeg ikke bliver testet.
Man kan selvfølgelig sige at det er en lille ting at blive testet, det er jo kun en blodprøve, og hvis svaret er godt, og jeg ikke er bærer af genet, jamen så kan jeg bare slappe af 🙂 Men hvad så hvis jeg finder ud af, at jeg er bærer af genet? Vil jeg så nogensinde have sjælefred? Jeg er i forvejen meget paranoid, og føler at jeg mærker knuder over det hele, men ville dette eskalere, hvis jeg fandt ud af, at jeg har genet? Jeg er virkelig meget i tvivl om hvad jeg skal gøre, for på den ene side vil jeg jo gerne testes, så jeg kan blive tjekket årligt, hvis jeg er bærer af genet, på den anden side så frygter jeg, at jeg vil blive endnu mere bange for at få kræft end jeg er i forvejen..

Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre… Hvad ville du gøre?

En snert af Danmark!

I går aftes var jeg sammen med en veninde: Vi har kendt hinanden i 24 år, og har vist hvad man kan kalde et bundsolidt forhold.
Vi startede vores aften på Sticks ‘n Sushi på Istedgade – et rigtig hyggeligt sted i øvrigt, dog ualmindeligt varmt – hvor vi fik en lækker laksetatar til forret, og så lidt sushi og en alt-godt-fra-havet-salat. Selvom det var en helt almindelig onsdag, og jeg skulle op og på arbejde tidligt i morges, så skulle vi selvfølgelig have cocktails, det var vel en ladies night out 😉

 

IMG_5901

 

Efter vores succesfulde aftensmåltid drog vi til Bremen teater, da vi havde købt billetter til Jonatan Spangs Danmark, et eminent stand-up show, der vrider Danmark godt og grundigt rundt, genial satire, helt klart noget som alle, især Danmarks politikere, burde se! Det var tredje gang jeg så showet, men første gang jeg så det færdige show (jeg har set det i forbindelse med mit arbejde på et teater og bekendtskab med Jonatan), men det var absolut ikke ensbetydende med at jeg var mindre underholdt, jeg kan ikke huske hvornår jeg har grinet så meget! Så har man tiden til det, så burde man virkelig tage ind at se det, om ikke på Bremen, så et eller andet sted i Danmark! De anmeldelser showet har fået er under alle omstændigheder velfortjente! 🙂

 

Jeg havde til anledningen købt en ny trøje i Morrison i Frederiksberg Centret, men på grund af en petite krop (det lyder bedre end tynde!) kunne jeg bruge trøjen som kjole.

IMG_5884

IMG_5896

Når livet slutter for at begynde

Lige nu er jeg et sted i mit liv, hvor jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal gøre af mig selv.
I fredags afleverede jeg mit speciale i engelsk, som jeg har brugt al min tid og energi på de sidste seks måneder, og i morgen skal jeg til afleveringsreception på universitetet, men hvad skal der ske derefter? Jeg har gået i skole uafbrudt siden jeg var 5 år gammel, nu er jeg 25 år, og skal lige pludselig til at leve et liv uden studier og lektier, et liv hvor jeg rent faktisk kan få lov til at slappe af i hovedet hver aften, men det har jeg aldrig prøvet før, så er ærligt talt i tvivl om hvordan man gør… Jeg står i den uheldige situation at jeg ikke har noget job, så jeg får lige pludselig rigtig meget fritid, og hvis der er noget jeg ikke er god til, så er det fritid. Det positive er dog at jeg får god mulighed for at få lavet noget stand-up, men det skal jeg ikke bruge hele mit døgn på.

Jeg blev mobbet rigtig meget da jeg gik i folkeskole, i syv år, og for at opbygge et forsvar, eller et dække var det vel egentlig, så gemte jeg mig i mine lektier, og blev rigtig god i skolen; tror lidt jeg tænkte, at hvis bare jeg koncentrerede mig om skolen og lektier, så slap jeg for at være social, hvilket, set i bakspejlet, var en rigtig dårlig løsning, da man får skabt et negativt og antisocialt billede udadtil. Efter folkeskolen tog jeg direkte på gymnasiet, og efter gymnasiet var det direkte på universitetet, hvor jeg har gået de sidste seks år, så det er altså først nu, at jeg oplever et liv uden skole og studier. Jeg afleverede som tidligere nævnt mit speciale i fredags, og burde have følt en enorm glæde, men det gjorde jeg faktisk ikke, og jeg tror lidt at det er fordi jeg nu står og skal til at starte et helt nyt liv på ukendt territorium, og det er en lidt skræmmende tanke, men mon ikke, efterhånden som virkeligheden og hverdagen siver ind, at jeg vænner mig til et nyt liv 🙂

 

11260773_10153546121135816_6353610216763688454_n

Navlepilleri

Mange tager det for givet at have en navle, de lægger ikke noget i den, for den er der jo bare, og det plejer den at være.
Sådan er det ikke for mig… Jeg er født med en sygdom, og har derfor aldrig haft en navle. Jeg havde dog en navlestreng da jeg blev født, ellers ville jeg være lidt af et vidunder, da navlestrengen trods alt er den der fører næring til fosteret, og sørger for at det overlever. Men lige så snart jeg havde set dagens lys – eller aftenens mørke var det vel egentlig, da jeg er født en novemberaften – blev jeg kørt til operation, hvor de fjernede min navlestreng og syede mig sammen, og jeg blev dermed barnet uden en navle. Jeg har være igennem mange operationer i mit liv, men aldrig er det faldet nogen ind at give mig noget jeg kunne pille i – ja altså i form af en navle 😉 Mange tænker som sagt slet ikke over at de i det hele taget har en navle, for det er de jo vant til, men jeg tænker over det hver dag, at den ikke er der, for jeg føler mig forkert, meget forkert. Jeg har lært at leve med det, selvfølgelig har jeg det, men det kan ikke undgå min opmærksomhed mindst to gange om dagen.
Det kan godt være at det bare er en hudfold, men man ser altså lidt underlig ud uden, den gør et eller andet. Hvis man f.eks. som pige/kvinde har en bikini på, så mangler midterpunktet på en eller anden måde, i min verden virker en navle på en bikinikrop lidt som blikfang, og jeg har altid mangle det midterpunkt. Jeg har dog altid udnyttet det, for når man er lille og er på stranden, så lyder reglen blandt mange forældre “gå kun ud til navlen!”, men jeg har som sagt ikke haft nogen navle, så jeg har altid kunnet gå ud så langt som jeg nu engang havde lyst til. At jeg så var lidt af en tøs er en anden sag 😉

For fire år siden blev jeg opereret igen: Jeg havde tidligere haft en dårlig operation , hvorfor mit ar var meget stort, og jeg havde derfor fået arrangeret med en plastikkirurg, at jeg skulle have rekonstrueret mit ar, og aftalte yderligere, at jeg skulle have lavet en kunstig navle – hurra!
Navle er dog så meget sagt, jeg fik lavet en fordybning i maven, men har aldrig set det som en navle, i så fald er det verdens mindste og grimmeste navle. Det skal dog siges at fordybningen er dyb nok til at jeg kan få gravrust i navlen, og selvom det er klamt, så er det virkelig noget der gør mig glad! Andres irritationsmoment, min lykke, så føler jeg mig normal.
Jeg har altid været meget tynd og derfor haft en pæn og stram mave, som jeg rigtig gerne har villet vise frem: Mit ar irriterer mig ikke rigtig, det er kun den forbandede “navle”! Derfor gjorde jeg for nogle måneder siden noget drastisk – måske ikke i alles øjne, men i hvert fald i mine – jeg fik en navlepiercing! 😀 Min kunstige navle har lige præcis nok hudflap til at det kunne indsættes en piercing, og svesken på disken det er en af de bedste beslutninger jeg nogensinde har taget. For første gang i 25 år føler jeg mig nogenlunde normal, og kan faktisk rigtig godt lide min navle nu.

Det var lidt personligt, håber det ikke var for meget.

/Natacha

Navle

Personlig stil.

Jeg er lige kommet hjem efter at have brugt min aften ved en open mic på Cafe Nutid i indre by, dejlig aften, og rart at optræde efter en kortere pause 🙂

Nå, men det var egentlig ikke det, indlægget skulle handle om, jeg vil hellere fortælle om en nyerhvervelse jeg har gjort mig. Jeg har nemlig købt et nyt ur, der efter min mening er genialt:

ur

Uret udtrykker perfekt min umiddelbare opfattelse af tiden, i og med at teksten læser “Who cares – I’m already late”. Jeg har nemlig fået en eller anden dårlig vane med at komme fem minutter for sent, når jeg har aftaler med mine venner og veninder, heldigvis ikke hvis det er møder, jobsamtaler eller lægetider. Men jeg synes bare det er så fedt et ur, den eneste ulempe ved det er, at det tikker højere end noget andet jeg nogensinde har hørt, helt forfærdeligt, men uret er flot, så det…
Det kan godt være at det er lidt stort til min arm, eller min arm lidt lille til uret, men jeg kan egentlig ret godt lide store ure 🙂

Og nu til det fedeste af det hele: Det har kun kostet 18,57 kroner, hvilket jo er helt perfekt, når man er på SU! Det er købt på eBay, hvor det er så heldigt, at når man køber varer derinde fra Japan og Kina, så er der fri levering internationalt, og det er jo genialt! Det eneste der er træls det er ventetiden 🙂