Dengang jeg var lille, som i 11-12 år gammel, der var jeg et barn, men det har jeg fundet ud af, at det er man åbenbart ikke længere. Nu er man rent faktisk voksen, når man er 11-12 år gammel, og jeg synes, det er en KATASTROFE! Nu er jeg hverken børnepsykolog, sundhedsplejerske eller pædagog, men jeg vil vove at påstå, at det er sundest at være barn, når man er barn, man skal tidsnok blive voksen.
Dengang jeg var 12 år, der lege jeg stadig med dukker og barbie med min 2 år yngre lillesøster, og når jeg var sammen med mine veninder, så kravlede vi rundt i soveposer og legede orme, vi klatrede i træer, vi tegnede, og ja legede i al almindelighed.
Sådan er det bare ikke mere… Nu er 12-årige små voksne, og jeg kan simpelthen ikke forstå det. 12-årige ejer deres tredje mobiltelefon, en iPhone 7, og bruger al deres fritid og lommepenge på make-up – altså pigerne i hvert fald, drengene er mere til gaming og boldspil. Jeg var 15 år inden jeg fik min første mobiltelefon, som i øvrigt var min mors aflagte, og makeup brugte jeg ikke før jeg begyndte på gymnasiet.
Bevares, jeg ved godt, at tiderne har ændret sig, og at børn udvikler sig tidligere nu, men det er da vores og samfundets skyld. Hvorfor har vi så travlt med, at børn bliver voksne hurtigt? Hvad er det, de skal nå, som ikke kan vente? Lad dog børn være børn, de skal tidsnok blive voksne, men det er da dumt at springe et så vigtigt trin som barndommen over.
Noget andet jeg synes er grotesk var noget jeg så på Instagram den anden dag. En 12-årig pige der havde lagt et billede af sig selv på app’en og skrevet, hvor vigtig kaffe er i hendes liv, og hvordan det får hende igennem hverdagen. Siden hvornår er det blevet nødvendigt for 12-årige at drikke en så koffeinholdig drik som kaffe? Kaffe er noget man smager som 3-årig, og så igen når man bliver voksen, men det er da ikke noget, man drikker dagligt som 12-årig for at holde hjulene i gang. Der er da noget helt galt, hvis man som barn ikke har nok energi til at holde sig kørende, men har brug for kaffe.
Det kan godt være, det er mig, der er noget helt galt med, men hold nu fest hvor er det trist, at børn ikke længere kan være børn.
Hvorfor er det, at alle blogs tegner et billede af det perfekte liv?
Vi kan da umuligt alle leve et liv, der er lutter lagkage, hvor alting er rosenrødt, og hvor man bager speltkager i lange baner, alting går godt på jobbet, og hvor manden i forholdet nærmest skider penge ud, mens kvinden er derhjemme hver dag, for at passe børnene. Det kan da ikke være muligt?
Jeg skal da være den første til at indrømme, at sådan er det ikke i mit liv: Jeg bager f.eks. ALDRIG speltboller (har ikke engang smagt dem), mit job er til tider megahårdt og krævende, samtidig med at jeg er monstertræt, min kæreste har pt. ikke noget job, og jeg har som regel altid ondt et eller andet sted.
Til gengæld så lever jeg i et parforhold, hvor vi efter et år stadig er meget nyforelskede, så lige der er det egentlig meget fint.
Jeg tænker, at ændre fokus for denne blog (endnu en gang, fordi jeg bare konstant skifter mening), og fokus vil for fremtiden være den realistiske virkelighed, for det synes jeg, der er behov for.
Jeg har lyst til at snakke om menstruationssmerter og diarré, hvis det lige er det, der presser sig på. Men jeg vil også gerne kunne snakke om gode tider, for selvom der er dårlige tider, så har mit liv trods alt flest gode tider.
Mit liv har aldrig været let… Jeg blev født alt for tidligt, jeg er født med et handicap, og jeg er blevet mobbet i ni år, så der har været en del modgang. Alligevel vil jeg gerne beskrive mig selv som lykkelig, for det er jeg virkelig, og jeg ville for intet i verden ændre noget i mit liv. Jeg vil derimod hive jer med ind i min livshistorie, og fortælle, hvad jeg har gjort, for at nå til det punkt, hvor jeg er tilfreds med min tilværelse.
Vipperne er mine helt egne, jeg skal nok på et senere tidspunkt skrive, hvordan de er blevet så lange 😉
Kan man komme frem på at skildre det almindelige liv? Det er det spørgsmål, jeg stiller mig selv og jer med denne blog. For jeg er blot en helt almindelig 26-årig kvinde, der ældes med årene – som normale mennesker gør det – som her har valgt at skildre min hverdag, tage bladet for munden, og indvie jer i mit liv. Jeg ved godt, at for at det skal blive mere spændende, så er jeg nødt til at skrive et nyt indlæg sådan cirka hver dag, men er det overhovedet muligt at komme frem i denne digitale verden, hvor det flyder med blogs, når man “kun” kan skildre det normale liv? For jeg er ingen kendis, jeg er ikke rig med mulighed for at købe fans, jeg har ingen intentioner om at smide tøjet for at få opmærksomhed, og jeg lever ikke et eller andet megaspecielt/sundt liv, hvor jeg har mulighed for at dele ud af slankeråd, for svesken på disken, så skal jeg ikke tabe mig, da jeg er lille i forvejen, men jeg vil da gerne leve sundt, hvilket jeg også forsøger at gøre (bortset fra når min kæreste og jeg kommer til at gå amok i bland-selv-slikbutikker eller i kageharem 😉 )
Så dette kan altså på en eller anden måde ses som en form for eksperiment for at se, om man kan komme frem som blogger uden at være noget specielt, men blot er en person der ønsker at tage jer danskere med ind under huden i en almindelig hverdag, og hvor der ikke vil blive lagt fingre imellem (hvis jeg har lyst til at skrive om mit skræv, menstruation eller blot mit triste som gode humør, jamen så gør jeg det, og på ærligste vis (dog uden at fornærme nogen, for sådan er jeg heller ikke)).
Men helt så kedelig er jeg måske heller ikke… Jeg er blevet mobbet hele mit liv, jeg har bygget et nedbrudt selvværd op igen, jeg har levet hele mit liv med et handicap, der er så normalt for mig, at jeg efterhånden synes at det “normale” er forkert, for jeg er jo vant til, at det forkerte er normalt, jeg er komiker, og så har jeg som 26-årig fået min første kæreste, og skal til at vænne mig til det (men jeg elsker det heldigvis <3)
Så velkommen til mit liv, og velkommen helt ind under huden!
Klokken er 23:18, og jeg sidder her, mutters alene i min kærestes sofa, og er ved at nedlægge en portion grovvalsede havregryn med skummetmælk og ekstrameget sukker, da jeg egentlig mest af alt spiser havregryn for den knasende effekt. Jeg ved godt, at det ikke er den sundeste aftensnack, men jeg var simpelthen ved at dø af sult, og det var umiddelbart det eneste, jeg kunne finde i hans køkken. Hvordan kan man have et køkken, der er tomt for mad? Og hvorfor har jeg ikke selv købt ind, så jeg kunne blive ordentligt mæt af min aftensmad? Jeg kunne også bare have købt en aftensnack, men det gjorde jeg selvfølgelig heller ikke… Jeg købte en Magnum, til billige 12,- i Fakta (hvorfor har isene været så billige de sidste to år? Ikke at det er et problem, jeg undres bare lidt), men den kom jeg til at spise inden min aftensmad – der kan man jo så diskutere hvor intelligent det lige var.
Egentlig har jeg bevidst undgået at købe usunde ting, da min kæreste er på kur (jeg er ikke, jeg er nemlig undervægtig og på opfedningskur uden held), så jeg har ikke lyst til at sidde foran ham og køre sukkersager ned i lange baner, men svesken på disken, nu da han alligevel ikke er hjemme, så ærgrer det mig da en anelse, at jeg fyldte min Fakta-kurv med nektariner og appelsiner og ikke chokolade, for jeg kunne virkelig godt kværne en plade RitterSport lige nu. Og der skal jeg da ærligt indrømme: Når man har en gigantisk trang til chokolade, så rækker kølige nektariner ingen vegne.
Hvad kan man så lære af det? Hvis du inderst inde har lyst til chokolade, så køb det, for der er ingenting der kan erstatte den trang 😉
Jeg har tidligere skrevet om, hvordan jeg kan vågne op, og så bare være i dårligt humør, som en eller anden “bivirkning” til det at være arbejdsløs (eller jobsøgende, som jo egentlig er et pænere og mere positivt ord), for det er, svesken på disken, ikke bare lutter lagkage.
Efter det er blevet sommer, har der egentlig være længere og længere imellem de dårlige dage, men de har nu alligevel en vis tendens til at vise deres grimme fjæs og ødelægge enhver dag… I morges var sådan en dag…
Jeg var faktisk i et ganske fint humør da jeg vågnede, men der gik ikke mere end 10 minutter, så hang jeg med næbbet, som man siger. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør det, det hele kan bare ramle lige pludselig, og så har jeg mest af alt bare lyst til at kravle tilbage under min dyne, og blive liggende der hele dagen. Det er desværre ikke muligt, hvor deprimeret man end føler sig, så er man jo nødt til at stå op, og udføre dagens gode gerning, men det kan godt nok være svært.
Jeg kunne mærke, da jeg havde surmulet lidt, og bare siddet en times tid uden at sige noget, at jeg havde en ekstrem trang til kys og kærlighed. Jeg havde behov for bare at sidde hele dagen og kramme min kæreste… Det kunne bare heller ikke lade sig gøre, for han har jo også et liv udover mig, og da han er elite-golfspiller bruger han relativt meget tid på det (hvilket jeg selvfølgelig respekterer og accepterer til fulde, han bakker også mig op, når det kommer til stand-up), så han måtte afsted til golfbanen igen i dag.
Som sagt kan jeg ikke bare være sur og lade stå til, jeg er nødt til at foretage mig noget for ikke at gå helt i stå, så i dag har dagen stået på indkøb til en sund og lækker aftensmad (jeg føler mig sommetider som lidt af en hausfrau, der bare står klar med maden, når manden kommer hjem, og jeg kan faktisk godt lide det), jeg har lavet sund bananis (opskrift og billeder kommer på bloggen senere), jeg har ryddet lidt op, og så har jeg set Inside Out! En fantastisk film hvis I spørger mig 🙂 Jeg har nogle lidt mærkelige forældre, som forbød mig at se tegne- og animationsfilm da jeg var yngre, derfor er jeg ikke til den slags film, og kan f.eks. ikke bare sætte mig ned og se en Disney-film, men lige præcis Inside Out har fundet vej til mit fordærvede sind, og når man hænger lidt med hovedet, så er det jo faktisk et ret godt valg af film.
Jeg ved ikke, hvem der læser med her, men med dette indlæg vil jeg egentlig gerne nå ud til forældre… Især fraskilte forældre.
Da jeg var 7 år, blev mine forældre skilt for første gang: Jeg husker at det var hårdt, for man drømmer jo altid om, at ens forældre er sammen, og i mange henseender er det også det bedste for de implicerede børn. Men mine forældre kunne altså ikke finde ud af det, og blev derfor skilt.
Det var en meget “fin” skilsmisse, de forlod hinanden i fred og fordragelighed, og aldrig opdagede jeg, at de talte grimt om hinanden. De accepterede og respekterede hinanden, og min søster og jeg glædede os altid til at skulle hjem til dem. Efter et år skete det, som alle børn drømmer om, nemlig at mine forældre fandt sammen igen. Jeg var lykkelig, det var jo nærmest ligesom at være med i en eller anden film. For at starte på en frisk, sådan VIRKELIG frisk, valgte mine forældre at flytte væk fra den by jeg var vokset op i, væk fra min skole og væk fra alle mine veninder… Det var måske ikke den smarteste beslutning, for det var ekstremt hårdt for mig i det lange løb, men det reddede deres ægteskab, og når det kommer til en helt familie, er det jo det der tæller… Det var bedre at tage hensyn til fire personer frem for én.
I den nye by gik livet sin gode gang, vi var alle glade, teenageårene satte selvfølgelig deres præg, som de nu engang gør, men alt i alt var det nogle glade og gode år. 10 år efter mine forældre havde fundet sammen igen, begyndte det dog at gå ned ad bakke, og det var tydeligt at mærke, hvordan ingen af dem sådan rigtig gad den anden. Dette stod på i to år, to år hvor jeg næsten månedligt fik at vide, at nu skulle de altså skilles, men dagen efter blev det dog afblæst. På min 20-års fødselsdag flyttede jeg hjemmefra, og det var lidt som om, at det var det sidste strå… I hvert fald gik der kun lidt over et halvt år, og så blev de skilt… Denne gang skulle det desværre ikke vise sig at være en god skilsmisse. Mine forældre hadede nemlig hinanden, og gør det i den grad stadig, der er ikke “bare” tale om en lille smule “jeg kan ikke lide den anden”, der er tale om decideret had, og det gør sgu ondt! De taler rigtig grimt om hinanden, prøver at få mig til at hade den anden, og afstøde dette familiemedlem (både min far og min mor), og så kan de ikke være i lokale sammen… Jeg har flere gange stået i den situation, at jeg har måttet vælge mellem mine forældre, og det er bestemt ikke noget jeg har lyst til, men nødvendigt. Umiddelbart har jeg primært fravalgt min mor, hvor ondt det end er, men som oftest er det hende, der har et problem med at være i selskab med min far, og i min verden, så betyder det, at hun afskriver sig selv ved at være den besværlige… På den anden side, hvilket jeg umiddelbart ikke har haft med i mine overvejelser, så plejer min far ikke at tale særligt pænt til hende eller om hendes nye mand, men det burde stadig ikke afholde hende fra at være sammen med hendes mand. Jeg har adskillige gange sagt til mit far, at han ikke skal være et svin overfor min mor og hendes nye mand, og slet ikke når han taler direkte til dem… Jeg har sågar haft fat i min farmor, og bedt hende om at tale et par alvorsord med hende, men det er som om, at han ikke rigtig tager det til sig.
Her står jeg altså, som 26-årig, og føler mig som et barn igen, når jeg skal takle mine forældres skilsmisse, som simpelthen er noget af det værste. Jeg står lige imellem dem, og agerer skydeskive; jeg er den de kan fortælle deres grimme tanker om den anden til, og det er fandeme ikke sjovt. Det er mest min far der gør der, min mor har efterhånden forstået, at jeg ikke har lyst til at lægge ører til, men min far har altså lidt sværere ved at forstå og acceptere det. Så selvom jeg er et voksent og selvstændigt menneske, så har jeg den der lille pige inde i mig, der bare skriger på, at mine forældre kan tage sig sammen, og acceptere, at deres situation nu engang er som den er. De er nødt til at forstå, at selvom man er voksen, så er en skilsmisse ikke sjov, og det er slet ikke sjovt at se, hvordan to mennesker der har elsket hinanden i mange år, pludselig hader hinanden mere en pesten, og ikke viser den respekt for deres børn, som det er, ikke at tale grimt om den anden, og prøve at udkonkurrere hinanden.
Så til alle jer forældre der enten allerede er skilt, eller som ligger i skilsmisse, tænk jer om, og tænk på jeres børn, for uanset hvor gammel man er, så gør det ondt at se, hvordan I hader hinanden, det gør ondt at vælge side, og det gør ondt at skulle stå som syndebukken midt i krigen.
